Mobilt bredbånd er Telenors motor i 2010

Danmarks næststørste teleselskab har snart en lige så høj andel af danskerne som kunder på mobilt bredbånd som på den almindelige mobiltelefon. Teletopchefen tror på op til to procents vækst i år.

Telenors danske topchef - en uges tid endnu - Henrik Clausen forventer ny vækst i år. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver med god samvittighed og udsigt til en vækst på en-to procent i år, at Telenors danske topchef, Henrik Clausen, i næste uge forlader landet og drager til Malaysia for at stå i spidsen for Telenor dér.

Onsdag morgen afleverede han et regnskab for årets første tre måneder, som bragte Telenor op over to millioner mobilkunder. Og det er navnlig mobilt bredbånd - trådløs Internet-adgang fra en avanceret mobiltelefon eller en bærbar PC med mobilmodem -, der skaffer og fortsat vil skaffe nye kunder til Danmarks næststørste teleselskab.

Vækst på en-to procent

»Jeg forventer, at fremdriften vil fortsætte og tror faktisk på en vækst på en-to procent i år, fordi mobilforretningen vokser, samtidig med at vi har fået stabiliseret fastnetforretningen - fastnet og fast bredbånd,« siger Henrik Clausen til Business.dk.

På et telemarked med særdeles hård konkurrence er en vækst på op mod to procent meget.

»Vi driver en fornuftig købmandsforretning og tjener fornuftige penge. Det er vi også nødt til, for vi står midt i en auktion over frekvenser til det kommende 4G-mobilnet, og her skal vi have råd til at være med - og det har vi. For det bliver ikke gratis,« siger Henrik Clausen.

Investeringer fortsætter

Den norsk ejede moderkoncern har bebudet, at der skal holdes igen med investeringer.

»Men vi investerer, hvor der skal investeres. Fremtiden for Telenor i Danmark er at tage føringen inden for mobilt Internet på både små og store skærme (mobiltelefoner og PCer, red.). Det er indiskutabelt. Og det er en tilfredsstillelse, at vi har positioneret os så stærkt,« siger teletopchefen.

Telenor har øget sin markedsandel på mobilt bredbånd fra 10 procent sidste år til nu tæt på 22 procent og har ambitionen om, at andelen skal ligge på niveau med markedsandelen inden for mobiltelefoni, hvor Telenor nu sidder på omkring 26 procent.

Telenor kom ellers meget sent i gang, fordi selskabet ikke oprindelig fik en af de fire licenser til at have 3G-mobilnet i Danmark. Det lykkedes først, da Telia købte Orange og derfor solgte Oranges licens.

Kunderne bliver længere

»Til sommer vil vi have udskiftet hele 3G-nettet til nyeste teknologi med hastigheder på helt op til 21 megabit i sekundet. Og for nylig har vi lanceret musik- og videotjenester. Dem forventer vi, at kunderne tager til sig, og det vil påvirke deres forbrug. Og vi oplever et pænt voksende forbrug, især af data fra mobiltelefoner, i takt med, at udbuddet af tjenester er klart stigende. Det ryk, vi har lavet de seneste tre-seks måneder, skæpper godt i kassen,« siger Henrik Clausen.

Han glæder sig især over, at en stor del af de mange kunder, som Telenor tilbød gratis mobilt bredbånd ved siden af deres faste bredbåndsforbindelse, faktisk bliver i folden, nu hvor det gratis tilbud udløber.