Mobilskat giver staten milliardindtægt

En halv milliard kroner tilfalder hvert år statskassen, fordi danskerne tager arbejdstelefonen med hjem. Skatteminister afviser at sløjfe skatten trods bred kritik.

Statskassen tjener stort på skat på danskernes mobiltelefon. Arkivfoto: Iris/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Omkring en halv milliard kroner ruller hvert år direkte ned i statskassen, fordi medarbejderes mobiltelefoner bliver beskattet, og det er syv gange mere, end der var lagt op til, da skatten på fri telefon blev indført i 2012.

Dansk Byggeri står bag beregningerne, som Finans.dk fortæller om. Tallene kommer fra Skatteministeriet, men der er taget højde for, hvor mange der betaler top- og bundskat.

I 2014 bragte mobilskatten 501 millioner til statskassen mod 487 millioner i 2013 og 480 millioner kroner i 2012, da mobilskatten afløste den meget udskældte multimedieskat. Skatteministeriet forventede selv, at mobilskatten i 2012 ville indbringe 75 millioner kroner.

Skatteminister afviser

Der har været bred kritik af mobilskatten, fordi den ifølge kritikerne arbejder stik imod tendenserne om arbejdskraftens frie bevægelighed og fleksible arbejdsmuligheder, når mange kan arbejde hjemme eller f.eks. om aftenen, hvis det passer bedre i familiens planlægning.

Skatten rammer alle, der får stillet en fri telefon til rådighed af arbejdsgiveren, og som kan bruge den privat, så man ikk ebehøver at købe sin egen telefon. Skat understreger, at hvis man kun bruger telefonen arbejdsmæssigt, bliver man ikke beskattet. Bruger man den privat, skal man betale skat af et beløb på 2.600 kroner om året - i praksis lægges der 2.600 kroner oven i ens lønindtægt.

Lige nu berører det en halv million danskere.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er ikke indstillet på at fjerne mobilskatten, selv om flere af de såkaldt blå partier længe har talt for det.

Rettet 2015-11-06 kl. 10.35 for at gøre det klart, hvornår man bliver ramt af mobilskatten.