Mobilselskaber taget på sengen om planlagte strømafbrydelser

Meldingen om, at mulige strømafbrydelser til vinter kan medføre nedbrud på mobilnettene, blev sendt ud, uden at mobilselskaberne forinden fik besked.

Udmeldingen om planlagte strømafbrydelser til vinter, hvis der ikke er strøm nok til alle, blev sendt ud, uden at mobilselskaberne fik besked om det, selv om man fortalte, at der kunne komme nedbrud på mobilnettene. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Myndighederne glemte at advare tele- og internetselskaberne, da de for nylig meldte ud, at der kan komme planlagte strømafbrydelser hen over vinteren, hvis der ikke er energi nok, og samtidig fortalte, at det også kan ramme mobilnettene.

»Energistyrelsen sendte information ud til energisektoren, men mobiloperatørerne var ikke blevet orienteret, før man sendte advarslen ud, så vi var ikke særligt godt forberedt, da vores erhvervskunder begyndte at stille spørgsmål,« fortalte Inge Hansen, der er regulatorisk chef i TDC Net, som står for alle TDC-koncernens mobile og faste netværk, på telebranchens årsdag, Tele 2022, i København tirsdag.