Mobilselskaber fusker med hastigheden

Forbrugerombudsmand truer med millionbøder, fordi teleselskaberne lover højere hastigheder, end kunderne får.

Kunderne får ikke, hvad de bliver lovet. Det skal slutte nu, siger forbrugerombudsmand. Arkivfoto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre store mobilselskaber har fået forbud mod reklamer, som bilder kunderne ind, at de får mere for pengene, end de i virkeligheden gør.

Telia, Tele 2 og »3« skal øjeblikkeligt standse deres markedsføring af mobilt bredbånd - abonnementer, hvor man kan gå hurtigt på Internet fra avancerede mobiltelefoner og bærbare PCer med indbygget mobilmodem.

Det er den svenske forbrugerombudsmand, Konsumentombudsmannen, som griber ind og truer med en bøde på en halv million kroner til hver, hvis den misvisende markedsføring fortsætter.

Alle tre lover højere hastigheder på de mobile bredbåndsforbindelser, end de i virkeligheden kan levere.

I syv sind i Danmark

Problemet er velkendt i Danmark, hvor teleselskaberne også er i syv sind om, hvordan de skal markedsføre muligheden for at gå på nettet overalt, hvor der er ordentlig mobildækning.

Med den såkaldte turbo-3G-teknologi (rent teknisk kaldet HSDPA) kan man teoretisk opnå forbindelser på 7,2 megabit i sekundet - næsten det dobbelte af en god, fast netforbindelse hjemme i husstanden. Men det fordrer, at man befinder sig i den helt rigtige vinkel og afstand af den nærmeste mast, og at der ikke er andre i området, som benytter forbindelsen. Alle, der er »på«, deler nemlig samme kapacitet.

Stadig mange huller i mobilnettet

Endelig kræver det 3G-dækning i området, og her er der stadig store huller i Danmark uden for de større byer. I disse områder vil mobiltelefonen eller PCen i stedet koble sig til det normale - og meget langsomme - mobilnet.

Derfor tør flere teleselskaber ikke reklamere med de høje hastigheder, mens andre vælger at skrive »op til 7,2 megabit i sekundet« i annoncerne.

For flere år tilbage var problemet det samme med de faste Internet-forbindelser i etageejendomme. Her deles beboerne nemlig også om den samme forbindelse, og skulle man ønske tophastigheden, måtte man blive oppe til midt om natten, når de øvrige beboere var gået i seng og havde slukket for computerne.