Mobilselskab giver 1.500 kr. i tilskud til PC

Bærbare PCer med telefonkort får fra 1. november samme tilskud som en ny telefon. Men foreløbig kun i Norge.

Om halvanden uge begynder mobilselskabet Sonofons ejere at give tilskud til bærbare PCer, som sælges med datakort i.

Telenor, som i Danmark ejer såvel Sonofon som bredbåndsselskabet Cybercity, giver fra 1. november tilskud på 1.500-2.000 norske kroner til bærbare PCer fra Hewlett-Packard, Fujitsu-Siemens og Lenovo på samme måde, som det sker med mobiltelefoner. Man binder sig derfor til et mobilt bredbåndsabonnement.

Meningen er at få mere gang i mobile datatjenester, altså når man på farten bruger elektronisk post eller kobler sig på sit firmas netværk for f.eks. at hente filer. PCerne har blot ikke brug for selve telefonen men kan via indbygget modem få sit eget telefonnummer til mobilnettet.

Telenor vil binde privatkunderne i 12 og erhvervskunderne i 18 måneder, ganske som det sker med mobiltelefonerne.

Prisfaldet gælder PCer i prislejet omkring 10.000 norske kroner, som derfor lander på omkring 8.000 kroner, oplyser Computerworld Norge.

Computerproducenten Fujitsu-Siemens' salgsdirektør i Danmark, Søren Munk Andersen, sagde for en måned siden til Berlingske Tidende, at han »kan godt ramme en bærbar til under 1.000 kroner inden for seks måneder«. Telia i Danmark er også klar til at give tilskud til bærbare PCer, og TDC tænker i samme baner.

Telenor i Danmark har ikke konkrete planer om at kopiere moderselskabets eksempel. En forudsætning er, at 3G-mobilnettet er blevet sat op i fart med den tekniske overbygning kaldet HSDPA eller turbo-3G. Dermed er datahastigheden på mobilnettet fuldt på højde med en solid hjemmeforbindelse. Telenor i Danmark vil inden nytår sætte sit 3G-net op i fart.