Mobilproducenter bør frygte Microsoft

Andre Windows Phone-producenter kan ende med at stå ude i kulden, hvis Microsoft vælger at gå Apple-vejen og kontrollere alt selv.

»Killer software« (dræbersoftware) står der bag Microsofts afgående topchef, Steve Ballmer, under en præsentation af Nokias Lumia 920-telefon. De andre producenter af Windows Phone-telefooner vil nok overveje deres position efter Nokia-købet. Arkivfoto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH

Microsofts køb natten til tirsdag af den pressede, finske mobilgigant Nokias mobilforretning kan skabe en ny Apple-verden, hvor der er én stor virksomhed, som kontrollerer det hele, og det bør bekymre andre producenter af Windows Phone-telefoner.

Det mener aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, som følger teknologimarkederne tæt, efter at Microsoft har lagt et bud på 5,44 milliarder euro - eller 40,5 milliarder kroner - for Nokias mobilproduktion.

»Det bør give anledning til bekymringer for de andre mobilproducenter, som delvis har satset på Microsofts Windows Phone-software, f.eks. HTC. De står nu i en situation, hvor de må overveje, om de kan forvente, at der er plads til andre, eller om Microsoft vil køre videre som en Apple-kopi, hvor man kontrollerer det hele,« siger Morten Imsgard til Berlingske.

Risikerer at stå ude i kulden

Tilsvarende sidder internetgiganten Google på magten over verdens mest udbredte styresystem, Android, og købte sidste år den amerikanske mobilproducent Motorola.

»Hvis Google går lyst til at gøre Android bare en smule mere lukket eller give Motorola visse fordele med nye Android-versioner, så står der en underskov af hardwareproducenter på mobiltelefonmarkedet, som ikke kan lave konkurrencedygtige produkter. Det kan ændre konkurrencebilledet på mobilmarkedet på den længere bane, og det må give strategiske bekymringer hos hardwareproducenterne at se disse konsolideringer, hvor software og hardware samles under samme tag, mens de blot står tilbage ude i kulden,« siger Morten Imsgard.

Windows Phone har på verdensplan blot en markedsandel på 3,3 procent og når dermed lige at være nummer tre foran canadiske Blackberry. Smartphonemarkedet domineres totalt af Android-telefoner, som i april-juni 2013 udgjorde 79,3 procent af samtligere leverede telefoner, mens 13,2 procent leveres med Apples iOS-software.