Mobilmast fjernes i protest mod lejeudgift

Den første mobilmast i Danmark er blevet fjernet, fordi teleselskaberne nægter at betale de høje lejepriser, som nogle kommuner forlanger. Det går ud over alle, siger selskaberne.

Foto: Tommy Kofoed

Som det første sted i landet har TDC pillet en mobilmast ned, fordi selskabet nægter at betale den opskruede leje, som kommunen kræver.

For nogle få dage siden blev den 38 meter høje gittermast, som stod i Guldborgsund Kommune, fjernet. Kommunen havde opsagt lejeaftalen for at hæve lejeprisen til det firdobbelte, men det ville TDC ikke betale, og derfor blev konsekvensen, at masten - som også de øvrige teleselskaber havde udstyr siddende i - er væk fra Linde Allé i Nykøbing Falster.

»Det er på alle måder en skidt situation. Det betyder forringet dækning for borgerne og erhvervslivet i kommunen. Teleselskabet bliver nødt til at afskrive en stor investering - sådan en mast med udstyr koster omkring en million kroner at etablere. Og kommunen mister jo sin indtægt. Men når en kommune presser priserne for at finde en markedspris, risikerer den også, at nogen siger nej,« siger Jakob Willer, direktør i telebranchens organisation Telekommunikationsindustrien i Danmark (TI).

Han oplyser, at Guldborgsund Kommune har sagt flere andre lejemål op, også hos andre selskaber, fordi kommunen ønsker en højere husleje.

»Selskaberne vurderer nu fra sted til sted, om de vil betale. Men jeg håber da, at kommunen kan se, at det godt kan få nogle ret negative konsekvenser. Vi er netop nu i gang med at planlægge fem dialogmøder til efteråret mellem telebranchen og kommunerne for at sikre en bedre dialog og naturligvis også en forståelse af, at prisen ikke er ligegyldig,« siger Jakob Willer.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), som har det øverste ansvar for det danske telemarked, samlede i februar telebranchen og kommunerne for at få standset slagsmålene om at få sat nye antenner og master op for at få udryddet de sorte mobilpletter på danmarkskortet. Det skete efter dokumentation af, hvordan nogle kommuner forsøger at presse huslejen i vejret, mens andre trækker sagsbehandlingen af tilladelser i langdrag, så der kan gå flere år, før der træffes en beslutning.

»Opgaven kan kun løses ved, at teleselskaber, kommuner og stat bidrager til at rydde barriererne af vejen,« sagde Ole Sohn efter mødet.

Ingen vindere

Selv om masten er fjernet i Guldborgsund, er området ikke radiodødt. Nabomasterne dækker fortsat til en vis grad, men i spidsbelastningsperioder vil der ifølge telebranchen med stor sandsynlighed blive problemer med at få signal.

»Guldborgsund Kommunes grådighed betyder nu, at borgerne får dårligere mobildækning. Med de faldende priser på mobiltelefoni vil vi nok opleve flere og flere af disse sager. Det er trist for borgerne, udlejerne og teleselskaberne. Der er ingen vindere,« konstaterer teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult, som gennem aktindsigt i kommunernes sagsbehandling udfærdigede den rapport om lange sagsbehandlingstider og forsøg på at presse lejen i vejret, som det seneste år har sat fokus på problematikken.

Visse steder har kommuner krævet lejestigninger på 300-400 procent.

»I Næstved forsøgte kommunen at kræve 60.000 kroner om året i leje og gav teleselskabet mulighed for at købe jorden. Efter en uvildig vurdering købte de de 65 kvadratmeter jord for 45.000 kroner, som skal holdes op mod kravet om en årlig leje på 60.000 kroner,« forklarer John Strand.

Det har på grund af sommerferien ikke været muligt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening eller fra Guldborgsund Kommune.