Mission: Skab værdi til ejerne

Carlsberg var blevet den uendelige historie om ikke-indfriede løfter. Det var ultimativt med til at koste først topchef Jørgen Buhl Rasmussen jobbet i starten af året og siden også hans mangeårige sidekick, koncernfinansdirektør Jørn P. Jensen.

Foto: Thomas Lekfeldt. Jesper Kongskov.
Læs mere
Fold sammen

De lovede og lovede og lovede, men skuffede og skuffede og skuffede. Det skabte et stigende pres fra investorerne på Carlsbergs bestyrelse om at få Carlsbergs operative ledelse til at fokusere på værdiskabelse til aktionærerne og ikke kun på at vokse for enhver pris. Men først og fremmest fokus på at skabe værdi.

Det var godt nok også noget, den tidligere topledelse sagde, men det haltede lidt med at efterleve det. Værdiskabelsen haltede i hvert fald langt bagefter konkurrenterne i den globale ølindustri. Var det Jørgen Buhl Rasmussens og Jørn P. Jensens skyld? Nej, ikke kun. De svære makroøkonomiske forhold i bl.a. Rusland gjorde det nærmest umuligt at vise resultater. I hvert fald med den hånd, de var blevet givet.

Nu er der kommet en anden mand for bordenden. Hollandske Cees ’t Hart, der fik sammenlægningen af de to hollandske mejerier Friesland og Campina til at blive en stor succes.

Hvad gør han? Først og fremmest er han klar til at blande kortene anderledes og ikke bare acceptere den hånd, han sidder med. Markedet mangler selvfølgelig at se, hvad Cees ’t Hart rent faktisk vil gøre i Carlsberg. Men lytter man til det, han siger, så kommer der store omvæltninger i virksomheden.

Han siger i hvert fald det, som investorerne har sukket efter i årevis. Tiden vil vise, om han også kan levere. De første signaler fra ham er, at han ikke er bange for at tage hårdt fat, og at han ikke er bange for at stikke kniven dybt ind i de hellige køer, der uvægerligt vokser sig store og fede i en 168 år gammel og fondskontrolleret virksomhed.

Hart vil ændre hele kulturen i virksomheden, som, han – godt nok pakket lidt ind – siger, er blevet lidt for selvfed og lidt for langsom. Og det kan man ikke tillade sig, når virksomheden groft sagt er stået stille på både top- og bundlinje de seneste fem år, mens konkurrenterne vokser både organisk og via store opkøb.

Er Harts analyse, at Carlsberg er i krise? Nej, men han ser virksomheden ved en skillevej, og der er brug for et wakeup-call i organisationen. Ganske opsigtsvækkende siger han også, at det kan hænge sammen med, at virksomheden har Carlsbergfondet som kontrollerende ejer. Det er livsfarligt, hvis det for Carlsberg-organisationen er blevet en sovepude at have en langsigtet og tålmodig ejer, som Carlsbergfondet.

Det mest interessante i de kommende måneder bliver, om Cees ’t Harts vilje til at skære varemærker og måske hele markeder fra for at skabe værdi møder tilstrækkelig forståelse i Carlsbergs professortunge bestyrelse.

For er bestyrelsen lige så usentimental som den nye topchef?