Minister retter slet skjult kritik af flyvelederes lønkrav: Helt forkert timing

Der er ikke udsigt til forbrødring mellem parterne i statens flyvelederselskab Naviair, men transportminister Thomas Danielsen (V) ønsker ikke at blande sig. Sådan da.

Fly i venteposition er billedet, som mange af lufthavnens aktører frygter bliver normalt henover sommeren. Søren Bidstrup (arkiv)

Aktørerne i Københavns Lufthavn gruer for endnu en sommer med store forsinkelser i flytrafikken og frustrerede passagerer.

For en konflikt om flyveledernes løn og arbejdsvilkår er brudt ud i det statsejede selskab Naviair, der koordinerer flytrafikken på landjorden og i luften, og parterne kan på nuværende tidspunkt ikke engang blive enige om, hvorvidt de har aftalt at mødes til forhandlinger.