Minister: Penge til energiudspil kommer fra fælleskassen

Partier er usikre på finansieringen af regeringens energiudspil før de første forhandlinger.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i Spejlsalen på Christiansborg hvor regeringen præsenterer sit energiudspil 'Energi - til et grønt Danmark'. torsdag den 26. april 2018 . (Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas sjoerup

Initiativer for i alt 15 milliarder kroner er en del af det udspil til en energiaftale, som regeringen præsenterede torsdag.

I udspillet står, at en stor del af finansieringen vil blive hentet fra det økonomiske råderum.

Det bekræfter energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) på vej ind til sættemøde med de andre partier mandag.

»Pengene kommer fra det økonomiske råderum. Det er dér, hvor finansieringen er til det her udspil,« siger han.

Også finansminister Kristian Jensen (V) understreger, at det er der finansieringen skal hentes.

»Vi vil gerne bruge det økonomiske råderum, som er skabt, til at lave en god og ambitiøs energiaftale,« siger han.

Hvor mange penge, der skal hentes fra det økonomiske råderum står dog endnu ikke klart.

Det håber blandt andre klima- og energiordfører Mikkel Dencker (DF) at få uddybet.

»Det står ikke helt klart for mig, hvor pengene kommer fra, så det håber jeg da, at vi skal ind og høre mere om om lidt,« siger han.

Dencker mener i øvrigt, at udspillet har et passende ambitionsniveau på det grønne område.

Det står i modsætning til rød blok, som kritiserer udspillet for at have alt for små grønne ambitioner og indeholde for store afgiftslettelser.

»Vi synes, at det, som regeringen er kommet med, er for skævt. Man bruger for mange penge på at sikre skattelettelser og for få på klima og miljø,« siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

Heller ikke energiordfører Martin Lidegaard (R) var imponeret og lo højlydt, da Lilleholt kaldte udspillet "det mest ambitiøse udspil, nogen regering har lavet".

»Det her mangler ambition, og det mangler en retning. Det er et fint lille udspil,« siger Martin Lidegaard.

Udspillet indeholder blandt andet lettelser på el- og elvarmeafgiften, Danmarks største havvindmøllepark og en række andre tiltag.

/ritzau/