Minister kræver kvinde som ny Telenor-topchef

Ny udmelding fra telegigantens største ejer kan gå ud over favoritten til den snart ledige toppost.

Foto: KRISHNENDU HALDER. Telenors asiendirektør Sigve Brekke betragtes som den umiddelbare favorit til at overtage ledelsen af den norske telegigant, men Norges erhvervsminister efterlyser nu flere kvinder. Her ses Sigve Brekke under en lancering i Indien i 2012. Arkivfoto: Krishnendu Halder, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Vi vil have en kvinde!

Den melding fra Norges erhvervsminister, Monica Mæland, har pludselig skabt uro om, hvem der fremover skal stå i spidsen for et af verdens ti største mobilselskaber, norske Telenor.

Efter 13 år går den nuværende topchef, Jon Fredrik Baksaas, nemlig af til nytår, nu hvor han er blevet 60 år. Og egentlig var Telenors Asien-chef, 55-årige Sigve Brekke, ifølge flere norske medier favorit til at overtage posten. Men så kom erhvervsministeren på banen, og hun sidder - gennem den norske stats ejerskab - på 54 procent af aktierne i telekoncernen og har dermed en del at skulle have sagt.

Minister: Kvinder skal op og frem

»I ejermeddelelsen er der et punkt, hvor vi har strammet op, og det er et fint signal: Kvinder skal op og frem i ledelsen. Vi har for få kvindelige ledere i Norge. Men det betyder ikke, at vi skal have en kvindelig topleder i Telenor, men at de skal være opmærksomme på den problemstilling. Bestyrelsen skal udfra en række kriterier vælge den, som de mener er bedst til at lede Telenor videre,« siger Monica Mæland, der kommer fra partiet Høyre, til avisen VG.

Telenors stærkeste, interne kvindelige kandidat er 51-årige Berit Svendsen, som siden 2011 har stået i spidsen for Telenor Norge. I 2012 forlod koncerndirektør Kristin Skogen Lund telekoncernen for at blive topchef i Norges svar på Dansk Industri. Telenor i Danmark sorterede i en periode under hende.

Jon Fredrik Baksaas har stået i spidsen for den periode, hvor Telenor er blevet en verdensomspændende koncern med store aktiviteter i mange af de tidligere sovjetstater samt Asien. Han fortsætter som rådgiver for Telenor et år efter, at han fratræder som manden på kommandobroen.

Klar til udsalg

Den borgerlige, norske regering har besluttet at sælge 20 procent af sine aktier i Telenor. Med 34 procent tilbage kan den norske stat nemlig fortsat nedlægge veto mod større ændringer og f.eks. sikre sig, at hovedsædet forbliver i Norge.

Selve Telenor blev oprettet af den norske stat i 1855 som Telegrafverket. Navnet Telenor blev indført i koncernen i 1995. Telenor overtog i Danmark i juni 2000 mobilselskabet Sonofon og i maj 2005 internetleverandøren Cybercity, som begge i juni 2009 tog moderselskabets navn.

I dag ejer Telenor i Danmark lavprismobilselskaberne CBB og Bibob samt TV-leverandøren Canal Digital. Telenor og Telia indgik dog i december 2014 aftale om at slå deres danske forretninger sammen og har i januar søgt om godkendelse af fusionen hos EUs konkurrencemyndigheder.