Det skulle gerne blive billigere at sende breve i Danmark efter flere partier har indgået en ny aftale om det danske postmarked, siger transportminister Thomas Danielsen (V). PostNord frygter det modsatte.
Aftalen betyder, at danskerne fra næste år frit kan vælge, hvem der skal levere de breve, man skal sende. Det vil derfor komme til at fungere på samme måde, som når man sender en pakke.
»Vi gør det billigere at få leveret breve, og det har jeg en forventning om vil sætte sig i priserne. Men i sidste er det postvirksomhederne, som kommer til at sætte priserne,« siger Thomas Danielsen.
Den nye aftale om fremtidens postudbringning i Danmark er kommet i stand, efter regeringen er blevet enige med Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale, Alternativet og Nye Borgerlige.
Aftalen betyder, at den såkaldte befordringspligt ophæves for blandt andet pakker og breve. Dermed er det som udgangspunkt op til markedet at levere landsdækkende postbetjening.
Billigere breve
Det skulle blive billigere, blandt andet fordi postkassen fremover skal installeres ved vejen. Det gælder også for sommerhusområder fra før 1973, som tidligere har været fritaget fra reglen.
»Der har i mange år været et ønske om at få liberaliseret postloven, så den var mere moderne og tidssvarende. Vi har i mange år kunnet se, at antallet af breve styrtdykker, og antallet af pakker stiger og stiger. Derfor er ambitionen at få en ny moderne postlov, som skal afspejle, at der er konkurrence og samtidig løser de udfordringer, som konkurrencen ikke kan løse,« siger Thomas Danielsen.
Der, hvor virksomhederne muligvis ikke ser en forretning, vil de fortsat kunne få tilskud til at udføre opgaven. Det drejer sig blandt andet om at sikre distribution til de mindre ø-samfund.
Staten vil også sikre, at der fortsat er statslig støtte til post for blinde. Det samme gælder breve og pakker på tværs af landegrænser.
En central del er også, at priserne bliver ens, når man vil sende et brev.
»Jeg ved ikke, om nogle postvirksomheder vil vælge at tilbyde et produkt, hvor breve og pakker bliver leveret til en købmand. Det vil jeg ikke sætte begrænsninger på. Man skal have ensartede priser på alle standardprodukter, det vil sige, at et brev på 50 gram koster det samme, lige meget hvor det skal hen,« siger Thomas Danielsen.
Tilskud forsvinder
Når befordringspligten bliver ophævet, betyder det, at PostNord mister sin momsfritagelse på brevpost. Samtidig vil det årlige tilskud, som virksomheden har fået, falde bort. Det var på omkring 150 millioner kroner sidste år.
Hos PostNord-konkurrenten GLS glæder administrerende direktør Steen Kristensen sig over aftalen.
»Vi har længe været af den overbevisning, at det frie marked sagtens kan levere den nødvendige postservice til danskerne, så vi glæder os over den nye postaftale,« hedder det fra Steen Kristensen i en pressemeddelelse.
Han afviser, at den nye postaftale vil medføre dårligere postbetjening.
»Vi er landsdækkende og yder samme service som PostNord. Vi leverer til samme pris uanset geografisk placering. Derudover har vi mere end 1.750 pakkeshops og leverer til dem seks dage om ugen i hele Danmark. Det inkluderer også de mere tyndtbefolkede områder og de mindre øer. Så pakkerne skal nok komme ud – også uden en befordringspligt,« skriver Steen Kristensen i meddelelsen.
PostNord bekymret
Mindre positive er PostNord.
Her hedder det i en skriftlig kommentar fra administrerende direktør Peter Kjær Jensen sendt til Ritzau, at befordringspligten har sikret en garanti for ensartet service og pris på postomdelingen for alle danskere, uanset om du bor i København, Thyborøn eller Rudkøbing.
»Med den nye aftale bortfalder betalingen for ens service og priser i hele Danmark, og dermed forsvinder den garanti og sikkerhed, som danskerne har haft hidtil. Det vil formentlig gøre postservicen i Danmark dyrere – både for borgerne og staten,« skriver Peter Kjær Jensen.
PostNord sidder på omkring 90 procent af brevmarkedet i Danmark, og cirka 40 procent af pakkemarkedet.