Millioninvestering i pendlertrafik går tabt

En stor millioninvestering i bedre pendlerforhold går tabt, når DSBFirst omlægger ny køreplan.

Læs mere
Fold sammen
DSBFirst overtog den 11. januar togtrafikken i Nordsjælland.

Det har medført ændrede køreplaner, og nu beskylder Helsingør Kommune virksomheden for at svigte flere års investeringer i pendlertrafikken.

En investering på 47 millioner kroner ved Snekkersten Station har forbedret parkeringsmulighederne og gjort stationen til en attraktiv pendlermagnet for den nordsjællandske togtrafik.

Alligevel har DSBFirst valgt at fjerne myldretidsafgangene, med deres overtagelse af kørslen på kystbanen. Dermed kan flere års investeringer i udbygningen af pendlerforholdene gå tabt.

- Budskabet er, at køreplanen betyder, at flere års arbejde og 47 millioner kroner i udgifter til at gøre Snekkersten Station til en moderne pendler-magnet kan risikere at være spildt.

For fem år siden begyndte nemlig en enorm udbygning af stationen med blandt andet 200 ekstra parkeringspladser, som skulle gøre det attraktivt for pendlerne at benytte toget på de længere strækninger. Det skriver Helsingør Kommune i et officielt brev til DSB.

På trods af, at DSBFirst nu vælger at nedlægge halvdelen af myldretidsafgangene, så har pendlerinvesteringerne været en succes. På fem år er antallet af passagerer ved Snekkersten Station steget med 20 procent.