Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Flere millioner PCer og tavle-PCer i danske hjem og tasker vil om en lille måneds tid kunne skifte til Microsofts nye styresystem, Windows 10.
29. juli frigiver den amerikanske softwaregigant - verdens største - sit nyeste styresystem, som stadig er ved at blive finpudset. Windows 10 bliver samtidig det første styresystem fra Microsoft, som kan bruges på tværs af alt udstyr: fra Microsofts spillekonsol Xbox, over Windows-telefoner til Windows-computere. Det er dog i første omgang kun PCer, der opgraderes til Windows 10. Telefoner og spillekonsol kommer i løbet af efteråret.
Gratis det første år
»Windows 10 er en rigtigt stor milepæl. Når man har tænkt Windows, har man hidtil tænkt på PC, tavle-PC og telefon. Nu bliver det vores intelligente operativsystem, som skal gå på tværs og også bruges på Hololens (Microsofts holografiske briller, red.) og »wearables« (teknologi til at tage på, f.eks. ure, red.),« forklarer Nana Bule, direktør for Microsofts forbrugerdivision i Danmark.
Omkring 4,5 millioner PCer i Danmark kører lige nu Windows i en eller anden udgave. Den ene million står i virksomheder, de 3,5 millioner hos private. Heraf bruger to millioner Windows 7, 1,2 millioner har Windows 8, og resten bruger de ældre udgaver Windows Vista, Windows XP og Windows 2000.
Det er gratis inden for det første år at opgradere til Windows 10, hvis man har Windows 7 eller Windows 8.1, og hvis hardwaren på ens udstyr rent faktisk *kan opgraderes. Hvad prisen for en »løs« opgradering koster, ved Microsoft Danmark endnu ikke.
»Når man har opgraderet, så har man Windows 10, så længe PCen lever. Man ejer den. Der skal ikke betales licens eller abonnement,« fastslår Martin Thorning Hansen, divisionschef for Windows i Microsoft Danmark.
Hurtigere, sikrere - og genkendeligt
Alle ens filer og programmer vil ikke blive berørt, når man opgraderer til Windows 10, lover Microsoft, om end det altid er en rigtigt god ide at lave en sikkerhedskopi, før man kaster sig ud i at skifte styresystem.
Også Microsofts netbutik, Windows Store, vil fremover samle al software, så man kan købe eller hente det hele ét sted og bruge det overalt.
Windows 10 vil arbejde hurtigere end før, lover Microsoft, der også højner sikkerheden gennem den måde, som teknologien er skruet sammen på. PCen får altså et skud pep. Som udgangspunkt vil alt udstyr og alle programmer, som fungerede på Windows 7, også virke på Windows 10, lover Martin Thorning Hansen. Tommelfingerregelen er, at hvis man i dag har en PC med Windows 7 eller nyere, kan den opgraderes til Windows 10 - dog med den undtagelse, at Windows 7-PCer med en Pentium D-processor f.eks. ikke vil kunne skifte. Er PCen ældre end fem-seks år, skal man også forvente problemer.
Microsoft lægger stor vægt på, at Windows 10 skal være let at gå til, fordi alt ser velkendt ud.
»Vil vil rigtigt gerne have, at folk ikke skal lære et nyt styresystem. Det skal være helt intuitivt,« iger Jasper Hedegaard Bojsen, direktør for Microsoft Danmarks udviklerafdeling.
Ingen digital assistent på dansk
I Windows 10 er den omdiskuterede Start-knap tilbage, denne gang kombineret med fladen med farvede, interaktive programfliser, som man fortsat selv kan sortere i og få favoritprogrammerne frem. Til gengæld er amuletmenuen, som i Windows 8 kom ind fra højre side, nedlagt.
Microsofts digitale assistent, Cortana, som gør det muligt at tale til computeren eller telefonen og få udført opgaver eller søgninger, kommer ikke på dansk til julipremieren, men den er under udvikling, så der vil komme en dansk udgave. Søgninger på nettet og på PCen med Cortana, som ligger på en fast placering i menulinien i bunden, er dog hele tiden mulige. Cortana holder også øje med ting, som man selv vil følge med i, f.eks. vejrudsigten, yndlingsfodboldholdets kampe o.s.v., så man ikke selv behøver at slå op og opdatere.
Med funktionen Continuum holder Windows selv styr på, når man f.eks. på en 2-i-1-computer tager skærmen af tastaturet og dermed skal bruge andre muligheder for indtastning, ligesom applikationer og programmer indretter sig, så menulinien i bunden f.eks. ikke ligger og tager plads op - medmindre man da selv ønsker at beholde den fremme.
Internetprogrammet Internet Explorer er sendt på pension og erstattes af Microsoft Edge, som bl.a. har fået en funktion, der fjerner alle forstyrrende elementer på en netside, så man kan læse teksten og se billederne i ro og mag, samt muligheden for at tage noter på netsiden med en pen eller skrive noter med tastaturet, inden man gemmer siden som et billede.
Hurtig opgradering skal hjælpe trængte Windows-telefoner
Windows 10 vil kunne arbejde med rigtigt mange forskellige skriveborde. Man kan altså have ét sæt ikoner, filer og programmer liggende på ét skrivebord og andre ikoner på et andet skrivebord, som man let kan skifte til. Det giver lettere overblik, og man kan f.eks. lave et arbejdsskrivebord og et hjemmeskrivebord.
Ved at gøre Windows 10 gratis at opgradere til håber Microsoft hurtigt at få mange med.
»Vi vil gerne have, at folk opgraderer hurtigst muligt, for Windows 10 skal jo være en universel platform. Det har vi en stor interesse i, og det vil gøre det meget attraktivt for udviklere at gå efter Windows 10,« siger Jasper Hedegaard Bojsen, direktør for Microsoft Danmarks udviklerafdeling.
Det vil - håber Microsoft - hjælpe til at få løftet Windows på mobiltelefoner. Her er Microsoft en dværg i forhold til konkurrenterne. Omkring 80 procent af alle nye smartphonetelefoner kommer med Googles mobilstyresystem Android, omkring 15 procent med Apples iOS og kun tre-fire procent med Microsofts Windows.