Milliardinvesteringer giver jobfest i varmesektor

Fjernvarmebranchen forudser investeringer for 5,1 milliarder og 6.000 job i 2013.

Foto: CLAUS FISKER.
Læs mere
Fold sammen
Fjernvarmesektoren skruer i 2013 op for både investeringer og jobskabelse, lyder det fra branceforeningen Dansk Fjernvarme.

I 2012 investerede fjernvarmeværker og varmeselskaber - der forsyner over 60 procent af landets husstande med varme - for 3,8 milliarder kroner i blandt andet at forny og udbygge nettet af fjernvarmerør samt i nye anlæg med biomasse og solvarme. I år stiger det til næsten 5,1 milliarder, som vil skabe knap  6.000 arbejdspladser mod 4.400 fjernvarmejob i 2012.

"Det er investeringer, som indeholder alle de aspekter, samfundet har så stort behov for. De er grønne, de skaber grøn vækst og arbejdspladser, og for landets mange fjernvarmeforbrugere er de med til at sikre lave fjernvarmeregninger,” siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.

En stigende andel af fjernvarmen stammer fra biomasse, store solvarmeanlæg og andre fossilfri energiformer, og som led i sidste års store energiforlig skal fjernvarmen udbredes og gradvis erstatte flere hundrede tusinde gasfyr og oliefyr. I forvejen forsyner den fælles varme 1,6 millioner husstande.





I hovedstadsområdet bliver fjernvarmenettet i disse år blandt andet udbygget i Gentofte, Gladsaxe og Køge, men der udviklingen er den samme over hele landet: Flere og flere bebyggelser og mindre byområder bliver koblet på de fælles varmenet.

Dansk Fjernvarme klager dog over, at forskellige tekniske forhold og afgifter reelt betyder, at fjernvarmen får sværere ved at konkurrere med naturgassen, så "den grønne fjernvarmeudbygning" risikerer at blive sat i stå.

På verdensplan er Danmark førende inden for fjernvarme og har en stor eksport på området - dels af rør og alskens teknisk udstyr, dels af viden og rådgivning.