Milliardindtægt på mobiltelefoner droppes

Minister klar til at droppe milliardkrav for nye mobilnet efter voldsom kritik.

Videnskabsminister Helge Sander (V) vil nu alligevel ikke kræve milliarder fra teleselskaberne, hvis de vil i gang med 4G-mobiltelefoni (også kaldet LTE). Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
De næste mobillicenser bliver måske ikke endnu en gigantisk pengemaskine med milliarder af kroner til statskassen.

På sit første møde i den såkaldte Højhastighedskomité lagde videnskabsminister Helge Sander (V) onsdag aften op til at ændre auktionen for de næste mobillicenser, der efter planen skal udbydes på auktion i slutning af året, skriver Børsen. De såkaldte 4G-net skal gøre det muligt at opnå meget højere datahastigheder på mobilnettet, end det i dag er muligt på 3G-nettet.

»Jeg har bedt deltagerne af komitéen som det første at se på de kommende mobillicenser, og jeg er klar til at ændre på den auktion, der skal finde sted,« siger Helge Sander.

Dermed kommer han en oprørt telebranche i møde, der ellers venter en ny milliardregning. Den danske regering har skovlet penge ind fra telebranchen, efter at man i 2001, i en lukket auktion, udbød fire 3G-licenser, mod at hvert teleselskab skulle betale 950 mio. kr. for hver licens. Sammenlagt hentede staten altså nærved 4 mia. kr. fra teleselskaberne. Nu er de fire 3G-net langt undervejs i opbygningen hos »3«, TDC, Telia og Telenor/Sonofon, og de næste frekvenser med højere hastighed skal i udbud for at modsvare det voldsomme behov for båndbredde efter udbredelsen af mobilt bredbånd.

Telesektoren har krævet, at Sander forærer dem licenserne og undlader at opkræve milliarder igen.

Politikerne har tidligere meldt sig klar til igen at opkræve milliardbeløb for licenserne.

Ritzau/Th.