Milliardbøde en advarsel til Google og Apple

IT-giganterne ser ud til at kunne vente, at EU-kanonen bliver ladet og rettet mod dem efter milliardbøden til Microsoft. Microsoft anker ikke bøden men beklager.

EUs konkurrencekommissær, Joaquín Almunia, har kik på, hvad han ser som lidt for tætte forbindelser mellem styresystemer og netbutikker med programmer til dem. Foto: Eric Vidal, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC VIDAL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EUs nye milliardbøde til den amerikanske softwaregigant Microsoft i onsdags bør få nakkehårene til at rejse sig hos flere andre teknologigiganter med Google og Apple i spidsen.

For EUs konkurrencekommissær, spanieren Joaquín Almunia, gjorde det klart, at EUs radarskærm nu vil være rettet mod andre, der ikke indretter sig efter EUs krav om fri og fair konkurrence.

Tænk to gange

Microsoft fik en bøde på 4,1 milliarder kroner, fordi Microsoft glemte at give 15 millioner europæiske Windows-brugere et andet valg end Microsofts egen Internet Explorer til at gå på nettet med.

»Jeg håber, at denne beslutning vil få virksomheder til at tænke sig om to gange, før de overvejer bevidst ikke at følge kravene eller sågar se bort fra deres ansvar for at sikre, at man følger reglerne tæt,« sagde Joaquín Almunia.

Microsoft har påtaget sig det fulde ansvar for fadæsen og kalder det en teknisk fejl, at de 15 millioner europæere ikke automatisk fik den opdatering, hvorigennem de skulle forholde sig til, hvilket internetprogram de ønsker at bruge som deres primære - noget, som EU havde pålagt Microsoft at sørge for.

Anker ikke bøden

Microsoft vil derfor ikke anke bøden, som allerede har kostet i topchef Steve Ballmers bonus for 2012, ligesom Microsofts Windows-divisions leder, Steven Sinofsky, forlod selskabet uden at angive årsagen.

Den store bøde vil blive bemærket også hos andre teknologigiganter, der kan få ørerne i EU-maskinen. Det siger partner i det britiske advokatfirma Field Fisher Waterhouse, Charles Whiddington, til nyhedsbureauet Reuters.

»Virksomheder står til alvorlige sanktioner for at overtræde EU-regler, selv ved en fejl,« siger han.

Pas på, Google og Apple

Google og Samsung har allerede konkrete sager kørende i EU-systemet, men konkurrencekommissæren signalerede EUs bekymring over, hvordan teknologiske platforme - styresystemer til mobiltelefoner og computere - og de såkaldte app-butikker, hvor man henter eller køber småprogrammer, bindes stadig tættere sammen. Det udgør et problem for konkurrencen, at det er de samme, der styrer begge dele.

Det er et kraftigt signal om problemer forude for Apple og Google, som gennem deres dominans på mobilmarkedet sidder på en altovervejende del af netop de mobile enheder.

Googles mobilstyresystem, Android, ligger i dag på syv af ti smartphonetelefoner på verdensplan, mens Apples iOS sidder på en markedsandel på lidt under 25 procent.