Milliardærs isenkræmmerkæde lander rekordoverskud

Isenkræmmerkæden Imerco landede et rekordresultat på 100 mio. kr. før skat i seneste regnskabsår. Dermed ser detailkæden ud til for alvor at have rejst sig efter nogle svære år.

Foto: Asger Ladefoged. Isenkræmmerkæden Imerco har igen vind i sejlene efter nogle år. Kæden blev i 2007 omdannet til en kapitalkæde, hvor ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt nu er hovedaktionær.
Læs mere
Fold sammen

Med et overskud på lige præcis 100 mio. kr. før skat i seneste regnskabsår har detailkæden Imerco sat en sikker kurs mod bedre tider. Kæden har de seneste år kæmpet for at komme tilbage på vækstsporet i kølvandet af finanskrisen, der fik kundernes forbrugsappetit til at tørre ud.

Imercos regnskabsår løber denne gang over 15 måneder grundet en omlægning i moderselskabet, men det ændrer ikke på, at der sammenlignet med kædens seneste årsregnskab over 12 måneder er tale om en markant fremgang, da Imerco for 2012/13 til sammenligning landede et underskud før skat på 26 mio. kr.

Med sorte tal på bundlinjen er Imerco nu klar til større armbevægelser og investeringer i kædens fremtid efter en periode med fokus på omkostningsbesparelser og tilpasninger.

»Vi kan nu igen sætte mere fart på vores vækstambitioner. Vi vil investere i nye butikker, onlinetilstedeværelse og medarbejderudvikling,« siger Imercos administrerende direktør, Frederik Brønnum.

Imerco har over det seneste år haft stor succes med sin handelsplatform på nettet, hvilket betyder, at netbutikken nu er den største af kædens over 150 butikker. Isenkræmmerkæden vil derfor undersøge mulighederne for at bringe salgssuccesen på den danske hjemmeside ud over landets grænser.

Foruden en større satsning på nethandel har Imerco særligt haft kig på Storkøbenhavn i forhold til nye butiksåbninger. Kæden har i det forgangne år åbnet tre nye butikker rundt om i hovedstadsområdet. Efter regnskabsårets afslutning kunne Imerco derudover indvie endnu en forretning på Købmagergade i hjertet af København.

Imerco, der i 2007 fik ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt som ejer, har været hårdt ramt af danskernes lave forbrug de senere år.

Frederik Brønnum er overbevist om, at de svære tider nu definitivt er et overstået kapitel og forudser yderligere fremgang for kæden.

»Den sunde udvikling i Imerco vil fortsætte. Vi har fundet den rigtige opskrift og har stor appetit på mere. Det er på alle måder meget tilfredsstillende efter nogle hårde år,« siger Imerco-direktøren.

Imerco er Danmarks største detailkæde inden for salg af produkter til køkken og bord med over 150 butikker i hele landet. Planen er, at kæden skal vokse til 180 butikker over de kommende år.
Koncernen har mere end 1000 ansatte.