Milliardæren fra München: Han kan vælte den tyske statsredning af Lufthansa. Redder han selv flyselskabet?

Den tyske milliardær Heinz Hermann Thiele har sin formue fra bremsefabrikanten Knorr-Bremse. Og bremse den tyske stats redningspakke til flyselskabet Lufthansa er netop, hvad han vil. Han er storaktionær i Lufthansa og har købt flere aktier for at demonstrere sin vilje. Stemmer han imod redningspakken på en generalforsamling 25. juni, risikerer Lufthansa at gå i betalingsstandsning.

Heinz Hermann Thiele er en af Tysklands rigeste personer og hovedaktionær i bremseproducenten Knorr-Bremse og den største enkeltaktionær i Lufthansa. Han har ry for at være en frygtløs forhandler, der gerne går imod hovedstrømmen. Pressefoto: Knorr-Bremse, Jens Gya

Som om coronakrisen ikke var hård nok for Lufthansa, er det store tyske flyselskab nu også endt som indsatsen i et pokerspil. Og med selskabets nu største enkeltaktionær, den 79-årige milliardær Heinz Hermann Thiele, står ledelsen over for en formidabel spiller.

For netop som ledelsen, den tyske regering og EU-Kommissionen efter intense forhandlinger var blevet enige om en kæmpe redningspakke for Lufthansa, står Thiele nu med en reel mulighed for at vælte hele pakken, når den fremlægges til godkendelse blandt aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling 25. juni.