Miljømand bliver ny direktør i Wonderful Copenhagen

Turismeorganisationen Wonderful Copenhagen henter sin nye direktør i Miljøministeriet.

Mikkel Aarø-Hansen tiltræder som ny administrerende direktør for Wonderful Copenhagen.
Læs mere
Fold sammen

Fra miljø til salg af turisme. Det er det karrieskift, som International Miljødirektør i Miljøministeriet, Mikkel Aarø-Hansen, tager, når han 1. juni tiltræder som ny administrerende direktør for Wonderful Copenhagen.

Ifølge en meddelelse fra Wonderful Copenhagen fuldender ansættelsen af den 41-årige Mikkel Aarø-Hansen en fornyelsesproces af organisationen, som  bestyrelsesformand Peter Højland satte i gang i 2014. Indtil videre har den blandt andet medført en udskiftning af otte bestyrelsesmedlemmer i marts.

»Mikkel Aarø-Hansen er den helt rigtige profil til at føre Wonderful Copenhagen ind i en ny tid, hvor fokus på turismens bidrag til vækst i samfundet er større end nogensinde, samtidig med at den internationale konkurrence hele tiden skærpes. Mikkel Aarø-Hansen kommer med en stor erfaring og stærke lederkompetencer fra sin tid i Københavns Kommune og Miljøministeriet og har derudover været med at sætte en agenda i politiske fora både nationalt og internationalt,« skriver Peter Højland i meddelelsen.

Mikkel Aarø-Hansen er uddannet Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har ti års erfaring som leder. Hans karriere begyndte som fuldmægtig i Miljøministeriet i 1999, hvor han efterfølgende både har været ministersekretær og pressechef. Han har endvidere været centerchef i Københavns Kommune i fem år og har siden 2012 været International Miljødirektør i Miljøministeriet.

Ifølge meddelelsen har turismen i hovedstaden siden finanskrisens lavpunkt i 2009 og frem til udgangen af 2014 haft en samlet vækst på 43 pct., og i 2014 satte hovedstaden ny rekord med over 9 mio. overnatninger.