Migatronic nedjusterer efter skuffende salg

Et skuffende salg betyder, at svejsefabrikken Migatronic nedjusterer forventningerne til 2017, fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen.

Stockphoto
Læs mere
Fold sammen

Selskabet ser nu en stigning i omsætningen på 3 til 6 pct. i forhold til 2016 mod tidligere 5 til 8 pct. Og resultatet før skat ser nu ud til at lande mellem 6 og 9 mio. kr., hvor forventningen tidligere var mellem 13 og 16 mio. kr.

»Det er salget inden for automatisering, der ikke når det budgetterede niveau. Dels har der ikke været den forventede ordreindgang af komplette automatiseringsanlæg, og dels er der sket en forsinkelse i udviklingen af dedikerede svejsemaskiner til eksterne integratorer og systembyggere,« skriver Migatronic i meddelelsen.

»Det har haft en betydelig indflydelse på afsætningen specielt i Kina,« hedder det videre.

Selskabet fortæller dog, at salget af standard svejsemaskiner har været tilfredsstillende trods et stort prispres.