Midtjyske virksomheder skal indarbejde mere it

Seks netværksagenter i Region Midtjylland skal hjælpe SMV’ere med at få mere it ind i produkterne og i det helt taget nytænke it.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

It skal tænkes ind i mange flere produkter og være den innovative drivkraft i mindre og mellemstore virksomheder. Eller som direktør Preben Mejer fra Innovation Lab i Århus ofte siger: der kommer it ind i alting i fremtiden - i sko, køleskabe, tøj etc.

Med denne fremtidsversion for øje vil Region Midtjylland og regionens kommuner pumpe 85 mio. kr. i ansættelse af seks netværksagenter, internationalisering inden for it samt rekruttering af it-arbejdskraft. Projektet løber over fem år.

- Netværksagenterne skal synliggøre virksomhedernes muligheder for at få mere it ind i produkterne og i det hele taget hjælpe dem med at nytænke it i nye produkter. Der vil i høj grad blive tale om opsøgende arbejde, for virksomhederne har ofte ikke så meget tid til at være innovative på produktudviklingsområdet, siger projektchef Lars Mattson, it-forum midtjylland.

Han har ansvaret for netværksagenterne, der formentligt er på plads i december ude i seks kommuner, hvor de får kontorer sammen med erhvervsråd eller it/væksthuse. Herfra dækker de de øvrige kommuner i regionen.

Hjælpen er gratisDen første netværksagent er ansat i Silkeborg. Vedkommende har arbejdet med forskning, patentansøgning og projektledelse hos Danfoss i Silkeborg. Lars Matsson siger, at netværksagenterne skal være forretningsorienteret og samtidig have stor interesse i innovative muligheder i it.

- Men det vigtigste er, at de tør tænke kreativt med it som udgangspunkt, pointerer han. Det er gratis for virksomhederne at få hjælp fra netværksagenterne.

Med i initiativet er også Aleksandra Instituttet, Innovation Lab og it-forum midtjylland. De tre aktører skal sikre, at målet om at skabe vækst og udvikling i virksomhederne bliver fremmet ved brug af mere it.

- Det skal blandt andet ske ved at skabe samarbejde mellem lokale it-vidensmiljøer som Katrinebjerg i Århus og virksomhederne. Det kan også ske ved at koble dem med internationale kontakter, siger projektansvarlig Palle Nowack, Alexandra Instituttet.