Microsoft vil købe LinkedIn i giganthandel

Softwaregiganten byder 173 milliarder kroner for erhvervslivets svar på Facebook i den største handel nogensinde.

Topchef i LinkedIn, Jeff Weiner, ses her sammen med Microsofts topchef Saya Nadella og LinkedIns bestyrelsesformand Reid Hoffman. Foto: Microsoft
Læs mere
Fold sammen

Microsoft vil overtage erhvervslivets svar på Facebook og har mandag lagt et bud på 26,2 milliarder dollars på LinkedIn.

Beløbet er det største, som Microsoft nogen sinde har købt op for, og tre gange så stort, som da Microsoft, der er verdens største softwareproducent, i 2011 købte det dansk-svenske internettelefoniprogram Skype af internetauktionshuset eBay for 8,5 milliarder dollars. Siden er Skype gjort til fast inventar i alle sine produkter ved siden af Office-kontorpakken.

Nu skal også LinkedIn kobles tæt sammen med Microsofts Office-kontorpakke, Skype og den digitale assistent Cortana som led i Microsofts bevidste plan om at ændre kurs og satse på netbaserede tjenester, sådan som Office 365-kontorpakken har bevist, at den gamle softwaregigant godt kan skabe en succes ud af. Med LinkedIn i folden styrkes Microsoft især på erhvervssiden, som er den økonomisk mest givtige.

Kontant afregning

Skype er gennem mange år verdens største telefonselskab målt på udlandstelefoni, dog med langt færre betalende kunder end de millioner af gratis brugere.

LinkedIn er børsnoteret i maj 2011, og aktien er straks braget op med 46 procent i værdi. Aktiekursen lå indtil mandag på omkring halvdelen af, hvad den gjorde for et år siden, fordi det har knebet for LinkedIn at skaffe sig vækst på de særligt lukrative områder.

De 26,2 milliarder dollar svarer til 173 milliarder kroner, og Microsoft betaler kontant.

LinkedIn har nu 433 millioner brugere, hvoraf de 105 millioner er aktive hver måned. Dermed er LinkedIn verdens største sociale netværk med erhvervsformål for øje, hvilket giver Microsoft en unik tilgang til en meget stor brugerskare. Nettjenesten bruges især til at pleje folks netværk arbejdsmæssigt, og der er det seneste år blevet lagt syv millioner jobopslag ind.

Microsoft-topchef: Vi skal nå hele planeten

LinkedIn fortsætter som selvstændigt selskab, og LinkedIns topchef siden 2008, Jeff Weiner, fortsætter på posten og vil fremover rapportere direkte til Microsofts topchef siden februar 2014, Satya Nadella.

Bestyrelserne i både LinkedIn og Microsoft har allerede sagt god for handelen, som ventes afsluttet senere i 2016, når LinkedIns aktionærer også har accepteret overtagelsen.

»LinkedIn-holdet har fremdyrket en fantastisk forretning bygget op om at koble verdens professionelle sammen. Sammen kan vi få væksten i LinkedIn såvel som i Microsoft Office 365 og Dynamics (det tidligere Navision, red.) til at vokse, når vi forsøger at få fat i hver person og organisation på planeten,« siger Satya Nadella i en kommentar til opkøbet.

Mange milliardkøb

To tredjedele af LinkedIns indtægter kommer fra divisionen, som hjælper virksomheder med at finde kandidater til ledige stillinger, hvor andre sociale medier frem for alt henter indtægterne fra de annoncer, som vises på skærmene. Denne del af LinkedIn omsatte i første kvartal for 558 millioner dollars, 41 procent mere end for et år siden.

Der er heftig kamp på markedet for sociale medier. Facebook er det ubestridt største og ejer desuden beskedtjenesterne WhatsApp og Messenger samt billeddelingstjenesten Instagram. Andre store tjenester er billedtjenesten Snapchat og beskedtjenesten Twitter.

Microsoft købte i 2014 den finske mobilgigant Nokias mobilproduktion af Lumia-telefoner med Windows for 9,4 milliarder dollars eller 40,5 milliarder kroner, og også i 2014 overtog Microsoft for 2,5 milliarder dollars det svenske spilfirma Mojang, der står bag det legendariske spil »Minecraft«.