Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Med en enkelt bemærkning har IT-giganten Microsofts nye topchef siden februar i år for alvor fået slået sit navn fast i offentligheden. Det skete, da han torsdag på en konference sagde, at kvinder ikke burde bede om mere i løn - de skal bare have tillid til systemet.
Straks efter væltede kritikken ned over den 47-årige Satya Nadella, som sneere på dagen måtte uddybe sine bemærkninger og forklare, at det ikke var ment, som det blev opfattet.
På en konference i Phoenix i Arizona om kvinder i IT-branchen blev han spurgt, hvordan kvinder kunne komme bedre frem i teknologiverdenen.
God karma
»Det handler i virkeligheden ikke om at bede om lønforhøjelse men om at kende til og have tillid til, at systemet faktisk vil give jer de rigtige lønforhøjelser efterhånden. Det er nemlig god karma,« sagde Satya Nadella ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Maria Klawe, der er leder af Harvey Mudd College og en af kun to kvindelige medlemmer af Microsofts 12 mand store bestyrelse, udfordrede straks Microsoft-topchefen og sagde til klapsalver fra salen, at »det er en af de meget få ting, som jeg ikke er enig med dig i«. De to udvekslede dog knus på scenen.
Men budskabet begyndte straks at cirkulere på nettet, hvor brugere bl.a. mente, at de nu ville afvente, at samme karma sænkede priserne på Microsofts Xbox Live-spil.
Trækker i land
Satya Nadella rykkede senere på dagen ud for at forklare sig.
»Jeg svarede helt forkert på spørgsmålet. Jeg tror på, at mænd og kvinder bør have det samme i løn for det samme arbejde. Og når det handler om karriereråd om at sikre sig lønforhøjelse, når man mener, at den er fortjent, var Marias råd det rigtige råd. Hvis man mener, at man fortjener lønforhøjelse, skal man bare bede om den,« forklarede Microsoft-topchefen i en besked til de Microsoft-ansatte.
Omkring 29 procent af Microsofts godt 100.000 ansatte er kvinder mod 24 procent for nogle år siden.
Ifølge en nylig undersøgelse fra American Association of University Women ligger kvinders lønninger generelt på omkring 78 procent af, hvad tilsvarende kvalificerede mænd får. Dog ser tendensen ud til at være, at gabet mellem kvinders og mænds løn i teknologibranchen er mindre end ellers.
Satya Nadella talte også på konferencen om nødvendigheden af at indrette arbejdspladsen, så kvinder, der er i gang med en karriere, kan få mulighed for at gå fra for at stifte familie og senere kan komme tilbage uden at have mistet terræn.