Microsoft tester ny Google-konkurrent

Der går måske ikke lang tid før Google, Yahoo og de andre søgemaskiner får kamp til stregen. Microsoft tester i hvert fald lige nu søgemaskinen Kumo, som dog kun er til internt brug - indtil videre.

Googles offensiv omfatter også mobiltelefoner. Nu vil Microsoft slå tilbage på nettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maurizio Gambarini
Efter lang tid at have levet en nærmest ukendt tilværelse i skyggen af nettets søgegiganter, står Microsofts søgetjeneste, Microsoft Live Search, nu til at få en ganske gevaldig overhaling. Søgetjenesten står for under to procent af alle søgninger på nettet - men i forhold til Google og Yahoo, snyder Microsoft en anelse på vægten, fordi Live Search er indbygget i en række Microsoft-produkter.

Den nye søgetjeneste har fået kodenavnet Kumo, men vil måske blive omdøbt, når den går i luften - men Microsoft har ikke angivet hvornår, det kommer til at ske. Foreløbig testes søgetjenesten kun af Microsofts egne ansatte og omverdenen har kun fået ganske få screenshots at se.

De viser en søgetjeneste, der sorterer søgeresultater efter type - eksempelvist med en særlig fane til billeder, sangtekster og meget andet - men om søgetjenesten er bedre end Googles, eller bare tilbyder noget andet, vil først stå klart, når den søsættes på et tidspunkt senere på året.

Brug for succes
Microsoft har desperat brug for succes i sine anstrengelser for at give Google, Yahoo og de mange andre søgemaskiner konkurrence. Microsoft Live Search har langt fra blevet, hvad Microsoft har prøvet at gøre den til - og en simpel søgning på tjenesten viser, at den på næsten alle måder er Google underlegen.

Det betyder blandt andet, at Microsoft går glip af store indtægter på søgeordsannocering. Dertil kommer, at Microsoft gerne binde sin software tættere sammen med nettet - og vil have enorme fordele af en søgemaskine, som folk faktisk bruger.

Microsoft har tidligere forsøgt at få fat i Yahoo, der er nettets største portaltjeneste. Yahoo skulle booste Microsofts søgemaskinedel og annonceindtægter, men overtagelsesforsøget lykkedes ikke - og selv om Microsoft angiveligt stadig er interesseret, har virksomheden indtil videre valgt at satse på sine egne teknologier, selv om de ikke har været udpræget succesfulde hidtil.

Mange nye
Microsoft skal desuden kæmpe hårdt imod, at Google efterhånden er blevet synonym med søgninger på nettet. Googles søgefelt er indbygget som standard i en hel stribe browsere, og Google udvider løbende deres funktionaliteter.

Tidligere har Google lanceret den gratis kontorpakke Docs & Spreadsheets, der er et slag i ansigtet på Microsoft - men Google fortsætter indtoget på Microsofts domæner og har senest lanceret tjenesten Google Sync, der synkronisere Google-adresselister og Google-kalendere på tværs af mobiler og computere. Det er en funktion, Microsoft ellers har siddet tungt på med deres Exchange-teknologi.

Googles dominans har også betydet en væld af Google-udfordrere, som også Microsoft skal slås med. Det gælder blandt andet den Google-agtige tjeneste Cuil, kataloget Mahalo eller det fri og åbne projekt Wikia Search.