Microsoft skuffede trods pæne resultater

It-giganten Microsoft lå generelt på linje med forventningerne i regnskabsrets andet kvartal, svarende til kalenderårets fjerde.

It-giganten Microsoft lå generelt på linje med forventningerne i regnskabsrets andet kvartal, svarende til kalenderårets fjerde. På billedet ses Microsofts CEO, Satya Nadella . Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH

Men selv om der var tale om et justeret overskud per aktie på 0,77 dollar i forhold til analytikernes forventninger om et overskud på 0,75 dollar per aktie, gemte der sig skuffelser bag tallene.

Skuffelsen koncentrerede sig om Windows-forretningen. Både Windows OEM Pro og non-Pro indtægter, der dækker over Windows-licenser solgt til hardware-partnere, faldt 13 pct. på årsbasis.

Det er på trods af, at Microsofts Windows forretning gennem de seneste kvartaler har nydt godt af afslutningen af Windows XP support, der skabte en midlertidig øget efterspørgslen efter Windows.

Til gengæld var der fortsat stor stigning i Microsofts cloud-indtægter. Omsætningen fra cloud, der omfatter Office 365, Windows Azure, og Dynamics CRM, steg 114 pct. på årsbasis, og Microsofts kommercielle cloudforretning nåede en årlig omsætning på 5,5 mia. dollar og 9,2 mio. abonnenter på Office 365.

Analytikere har længe hævdet, at virksomhedens fremtid ligger i skyen frem for den traditionelle pc-forretning. Men trods den høje vækstrate, var der dog tale om en nedgang fra sidste kvartals omsætningsforøgelse på 128 pct.

Microsofts samlede omsætning løb op i 26,5 mia. dollar i kvartalet eller 0,2 mia. mere end forventet.

Microsoft faldt 4,3 pct. i eftermarkedet.