Microsoft sender Einstein på banen

Softwaregiganten opdaterer sin digitale assistent, Cortana, så den også forstår e-mails. Og så kommer Cortana snart også til Apple- og Google-udstyr.

Foto: MICROSOFT / HANDOUT. Microsofts personlige, digitale assistent Cortana har i et års tid huseret på Windows-telefoner. Nu rykker assistenten ind - med Einsteins hjælp - på PCer og tavle-PCer - og sågar ind på konkurrenternes enemærker: til både iOS- og Android-telefoner. Arkivfoto: EPA/Microsoft/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Einstein bliver den amerikanske softwaregigant Microsofts nye »hemmelige« våben, når Windows 10-styresystemet til både PCer, tavle-PCer og mobiltelefoner til efteråret bliver sendt ud til alle, der i dag bruger Windows 7 eller 8.

Den nye udgave af Microsofts digitale assistent Cortana bruger Einstein, et projekt med kunstig intelligens, som grundlag. Den nye og opdaterede Cortana vil både kunne læse og forstå e-mails, og så vil den kunne bruges som selvstændig applikation på både Apple- og Google-udstyr, altså tavle-PCer og smartphonetelefoner med henholdsvis iOS og Android som styresystem. Dermed rykker Microsoft faretruende ind på sine konkurrenters hidtidige enemærker.

Rykker ind på PCer i efteråret

Det skriver nyhedsbureauet Reuters efter at have talt med lederen af Microsoft Research, Eric Horvitz.

Microsofts nye topchef siden januar 2014, Satya Nadella, er i gang med at flytte verdens største softwareproducent væk fra den fastlåste position som styresystem i PCer til at brede sig vidt omkring i teknologiverdenen med særlig vægt på mobiltelefoner og på de mange internetbaserede tjenester (i teknikerjargon kaldet »cloud computing«).

Cortana, som oprindelig er navnet på en figur i konsolspilserien »Halo«, har været digital assistent på Windows-telefoner i snart et år og vil til efteråret også rykke ind på PCer og tavle-PCer, når Windows 10 kommer. Windows 10 bliver for første gang det samme styresystem på alt udstyr. Cortana - og Apples konkurrerende Siri - forsøger at genkende de beskeder, som man udtaler til den digitale assistent, og kan så starte programmer, udføre mindre komplicerede kommandoer og finde resultater ved at søge på nettet. Google har også en særlig talegenkendelse, som dog ikke har et navn.

På dansk? Bum, bum...

Som dansker skal man altid undlade at sætte forventningerne for højt. Selv om danskerne - og nordboerne som helhed - er førende i verden til at tage ny teknologi til sig og bruge det, kniber det gevaldigt for teknologigiganterne at levere især tale- og oversættelsesteknologi til os, der forstår dansk, svensk, norsk, islandsk og finsk.

Begrundelsen er altid, at vi ikke er så mange, der taler disse sprog, og at udviklingsomkostningerne er store. Resultatet er derfor, at kun få i Norden bruger teknologierne, fordi ingen gider at tale engelsk eller andre af de større sprog til deres udstyr.

Microsofts Einstein-projekt er naturligvis opkaldt efter den tyske fysiker og nobelprisvinder Albert Einstein, der udtænkte den berømte relativitetsteori.