Microsoft rykker ind på Linux

Softwaregiganten gør det for første gang muligt at bruge den vigtige SQL-database uden for Windows-verdenen og udvider dermed på et vigtigt marked.

Microsoft-topchef Satya Nadella fortsætter med at udvide territoriet for sin software og går nu ind i Linux-verdenen med Microsofts databasesoftware SQL Server. Arkivfoto: Baz Ratner, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: BAZ RATNER

Microsoft forsøger nu at udvide sin forretning og gå i kødet på konkurrenten Oracle ved for første gang at gøre sin databasesoftware, SQL Server, tilgængelig på det konkurrerende Linux-styresystem.

Microsoft, der er verdens største softwareproducent, har hidtil holdt sig meget strikst til sin egen Windows-verden, når det kommer til software til brug i erhvervslivet. Databasemarkedet er ifølge analysehuset Gartner på omkring 30 milliarder dollars.

SQL Server, der er et af Microsofts vigtigste produkter på erhvervsmarkedet, bruges til at håndtere virksomheders data og vil nu også kunne køre på Linux-systemer, så man ikke først behøver at købe en Windows-licens fra Microsoft. Flere analytikere venter, ifølge New York Times, at andre Microsoft-produkter vil følge med over i Linux-verdenen, ligesom Microsoft de seneste to år har gjort langt flere af sine produkter tilgængelige på Apple-udstyr.

Linux-servere frem, Windows-servere tilbage

Microsoft-topchef Satya Nadella vil dermed endnu engang udvide markedet i den nye strategi, som han har lagt, siden han for to år siden overtog ledelsen af koncernen.

»Det er en mulighed for at udvide markedet,« siger han.

Den fulde udgave af SQL Server til Linux vil først være i handelen midt i 2017, om end nogle af Microsofts kunder allerede i år vil kunne begynde at bruge den.

Ifølge Gartner blev der i 2014 solgt 3,6 millioner Linux-servere - mod 2,4 millioner i 2011. I samme periode faldt antallet af Windows-servere fra 6,5 til 6,2 millioner.

En mulig risiko for Windows

Microsoft er med en markedsandel på 21,4 procent nummer to på markedet for software til styring af databaser. Nummer 1 er Oracle med Larry Ellison i spidsen, som sidder på 43 procent af markedet og frem for alt satser på Linux-verdenen. IBM er nummer 3, efter at Microsoft slog IBM i 2013, og tyske SAP nummer 4.

Microsofts satsning på netbaserede tjenester, Microsoft Azure, tilbyder både, at man kan leje Windows- og Linux-servere og dermed gemme data og køre programmer over internetforbindelsen.

Analytikere påpeger, at Microsofts nye satsning på software til Linux medfører en risiko for, at virksomheder vælger at droppe deres Windows-licens.