Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den amerikanske softwaregigant Microsoft ventes måske allerede onsdag at sætte en ny, stor fyringsrunde i gang.
Ifølge New York Times kommer nedskæringerne oven i de 18.000 stillinger, som Microsoft for et år siden annoncerede skulle væk. Fyringerne vil ifølge avisens kilde ramme ansatte i hardwaredivisionen, som blandt andet står for produktionen af smartphonetelefoner, som Microsoft i 2014 købte af finske Nokia for 40,5 milliarder kroner.
Microsoft havde ved udgangen af marts 118.000 ansatte på verdensplan.
Softwaregiganten har ikke ønsket at kommentere avisens oplysninger, men topchef siden januar 2014, Satya Nadella, advarede i juni i en besked til alle ansatte, at Microsoft er nødt til at »foretage nogle svære valg på områder, hvor tingene ikke fungerer, og løse svære problemer på måder, som sikrer værdi for kunderne«.
For et par uger siden solgte Microsoft sin onlineannonceforretning til AOL (America Online).
Netop mobiltelefoner er Microsofts store problem. Trods en ihærdig og meget dyr indsats udgør andelen af nyproducerede telefoner med Microsofts styresystem, Windows, fortsat kun beskedne tre-fire procent, hvor Apples iOS ligger på omkring 15 procent af alle nye telefoner og Googles Android på omkring 80 procent.
Kilder siger til New York Times, at de forventer, at Microsoft vil nedskrive værdien af Nokias mobilproduktion med et anseligt beløb, og at det vil ske, inden Microsoft senere i juli præsenterer sit kvartalsregnskab.
Microsoft lancerer 29. juli sin nye Windows 10. Windows 10 bliver det første Microsoft-styresystem, som i samme form skal bruges på både PCer, mobiltelefoner, tavle-PCer og spillekonsollen Xbox. Det skal gøre det attraktivt for udviklere af mobilapplikationer at satse på Windows, fordi publikummet pludselig bliver langt bredere.