Microsoft og Google lægger uafklaret patent-strid bag sig

Microsoft og Google har indgået aftale om at trække tidligere lovmæssige anklager mod hinanden tilbage, oplyste begge selskaber over weekenden.

Foto: MAURITZ ANTIN. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Microsoft og Google lægger nu samtlige anklager om patentmisbrug mod hinanden bag sig, det skriver Version2.

I stedet vil man bestræbe sig på for fremtiden at samarbejde før man eventuelt indgiver nye klager, oplyser begge it-mastodonter ifølge The Verge og andre nyhedssider.

'Microsoft har indvilget i at trække sine lovgivningsmæssige klager mod Google tilbage, hvilket er udtryk for vores skiftende juridiske prioriteter. Vi vil fortsat fokusere på at konkurrere for erhvervslivet og for kunderne,' skriver en talsmand fra Microsoft i e-mailen.

I en anden mail bekræfter Google, at begge selskaber gensidigt vil trække alle regulatoriske klager mod hinanden tilbage.

'Vores virksomheder er i intens konkurrence, men vi ønsker at gøre det på berettigelse af​ vores produkter og ikke i en retssag,' skrev Google blandt andet.

I september begravede Microsoft og Google den første juridiske stridsøkse. Her afsluttede parret en toårig kamp om Android-patenter på baggrund af 20 sager i USA og Tyskland.

Omtrent samtidig havde flere af Googles konkurrenter gjort de amerikanske lovgivere opmærksomme på, at Google udnyttede Android-systemet for at tilrane sig online-annoncering. Samme kritik lød fra Europa-Kommissionen, der anklagede Google for at fordreje søgeresultater til at favorisere sin shoppingservice til skade for både konkurrenter og forbrugere.

Den fælles meddelelse fra Google og Microsoft kom blot to dage efter, at EU lagde sag an mod Google for konkurrenceforvridning. Begge selskaber oplyser dog, at aftalen har været længere tid undervejs og ikke som sådan har forbindelse med EU-sagen.

Deltag i debatten på Version2.dk