Microsoft køber software-virksomhed for 7,5 mia. dollar

Arkivfoto af Satya Nadella, adm. direktør i Microsoft. REUTERS/Charles Platiau/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: CHARLES PLATIAU

Den amerikanske softwaregigant Microsoft har mandag bekræftet rygter om, at man vil overtage GitHub. Microsoft betaler 7,5 mia. dollar for selskabet, der tilbyder hosting af open-source software.

Microsoft vil betale købesummen med egne aktier, og koncernen forventer, at handelen vil falde endeligt på plads i slutningen af 2018.

Ifølge Bloomberg News er salget af Github en vej fremad for selskabet, som har været uden topchef i ni måneder, og som fortsat ikke har kunnet fremvise overskud til trods for et meget populært produkt, der tillader softwareudviklere at dele og i fællesskab arbejde på koder.

Med overtagelsen snuser Microsoft også til sin egen begyndelse, da grundlæggerne Bill Gates og Poul Allen oprindeligt også arbejdede med en værktøjskasse, som skulle hjælpe computer-hobbyister med at programmere deres hjemmecomputere. Den ide skrottede man dog senere hen, og selskabet voksede sig meget stort på baggrund af licensbetalt software, hvoraf Windows er det mest kendte.

Og faktisk har Steve Ballmer, der i mange år var topchef i Microsoft efter Bill Gates, kaldet open-source software for en "cancer" og i konflikt med "the American way", skriver Bloomberg.

Nu har piben fået en anden lyd.

- Microsoft er et udvikler-først selskab, og ved at lægge kræfterne sammen med GitHub styrker vi vores engagement for udviklerfrihed, åbenhed og innovation, siger Satya Nadella, den nuværende administrerende direktør i Microsoft, i en pressemeddelelse.

Mange virksomheder, herunder også Microsoft selv, og eksempelvis Google, anvender i dag GitHub til at opbevare deres koder og samarbejde omkring dem. GitHub samarbejder ifølge meddelelsen med mere end 28 mio. udviklere og håndterer 80 mio. stykker kodeprojekter, som kunderne får opbevaret hos selskabet.

Ifølge Bloomberg blev GitHub i 2015 vurderet til 2 mia. dollar, så de senere år har været en god gevinst for ejerne.

Microsoft forventer, at overtagelsen vil bidrage positivt til driftsindtjeningen i 2020.

/ritzau/FINANS