Microsoft klar med nye Zune-afspillere

Næste udgave af de digitale musikafspillere skal gøre Microsoft til en klar nummer to efter Apple.

Microsoft ruller nu næste bølge af sin digitale musikafspiller Zune ud om en måned for at æde sig ind på Apples iPod-marked. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marcus R. Donner
Microsoft ruller nu næste bølge af sin digitale musikafspiller Zune ud om en måned for at æde sig ind på Apples iPod-marked.

Zune-afspilleren, som kom på markedet for et år siden, har kun solgt i omkring 1,2 millioner eksemplarer. Til sammenligning har Apple solgt 100 millioner iPod-afspillere på seks år.

Allerede ved lanceringen lovede Microsoft-stifter Bill Gates, at Zune ville komme i flere udgaver med tiden. Det sker nu - men kun i USA og Canada. De to nye Zune-spillere har ikke harddisk men derimod flash-hukommelse, som er langt mere modstandsdygtig over for stød m.m. Der kommer dog også en Zune med 80 gigabyte harddisk.

Microsofts chef for underholdning, Robbie Bach, mener ifølge Financial Times, at Microsoft inden juni, hvor regnskabsåret for verdens største IT-firma slutter, vil ligge som en klar nummer to efter Apple på markedet for musikafspillere.

De første Zune-afspillere er produceret af Toshiba. De nye udgaver er designet af Microsoft selv og produceres af Flextronics.