Den amerikanske it-gigant Microsoft foretager nu sin største investering nogensinde i Sverige.
Hele 3,2 milliarder dollars over de næste to år skyder techkæmpen ind i sin svenske forretning, svarende til cirka 22 milliarder danske kroner.
Desuden vil Microsoft oplære intet mindre end 250.000 svenskere i at bruge kunstig intelligens. Det skriver Dagens Nyheter.
»Det er en historisk investering for Microsoft og den største, vi har foretaget i Sverige. Det afspejler, hvor vigtigt vi tror, ai vil være for Sverige,« sagde Microsofts bestyrelsesformand, Brad Smith, under en pressekonference mandag morgen, hvor også den svenske statsminister, Ulf Kristersson, deltog.
Ifølge planen skal de mange svenskere gennemgå Microsofts ai-uddannelse i løbet af de næste tre år. Det sker både i samarbejde med tekniske uddannelser og erhvervsuddannelser i Sverige og i form af efteruddannelse til ansatte i svenske virksomheder.
Voldsom satsning på ai
Kompetenceløftet skal ledes af et vidensråd, der nedsættes i samarbejde med blandt andet universiteter og den svenske arbejdsformidling.
Træningen i brug af kunstig intelligens vil fokusere på, hvordan man bruger generativ ai, såsom Open AIs Chat GPT, som arbejdsredskab. Microsoft har for nylig lanceret Copilot-tjenesten, hvor virksomheden har bygget Open AIs teknologi ind i sine programmer.
»Vi tror på, at Sverige har potentiale til at blive en førende ai-nation,« siger Microsofts chef i Sverige, Sophia Wikander.
Pengene fra den store satsning skal ud over træningen i brug af kunstig intelligens også gå til opbygning af udvidet kapacitet i virksomhedens datacentre i Gävle, Sandviken og Staffanstorp.
Milliardindsprøjtningen i Sverige er et led i en massiv Microsoft-satsning på ai. Både i Tyskland, Japan og Frankrig har Microsoft foretaget lignende investeringer siden årsskiftet, skriver det svenske nyhedsbureau TT.