Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den amerikanske softwaregigant Microsoft er for alvor gået i offensiven og købte mandag det sociale netværk Yammer, som er en slags Facebook til erhvervskunder, for 1,2 milliarder dollars.
Rygter om handelen har rumsteret gennem flere uger. Yammer, der er fire år gammelt, har fem millioner brugere og lægges nu ind under Microsofts Office-afdeling, som står for kontorpakken med Word, Excel m.fl., der sidste år udgjorde 60 procent Microsofts indtjening. Yammers topchef, David Sacks, fortsætter på sin post.
Uden annoncer
Med Yammer kan ansatte i en virksomhed kommunikere og samarbejde gennem grupper eller direkte med hinanden. På kundelisten står bilfabrikanten Ford og revisionsselskabet Deloitte. Yammer supplerer Microsofts Sharepoint-software, som bruges til at oprette interne netsider på virksomheders intranet.
Grundudgaven af Yammer er gratis. Købeudgaven giver større sikkerhed og samspil med øvrig software i virksomheden. Netop betalingsmodellen adskiller Yammer fra Facebook og LinkedIn, som også satser på erhvervslivet men anvender annoncer. Yammer har fællestræk med Salesforce.com og med Ciscos WebEx Social.
Prisen for Yammer er på 1,2 milliarder dollars (7,1 milliarder kroner). Til sammenligning betalte Microsoft i maj 2011 8,5 milliarder dollars (44,8 milliarder kroner) for Skype, det hidtil højeste beløb, som Microsoft nogen sinde har købt ind for.
Masser af nyheder på vej
Microsoft ejer en mindre andel af Facebook og startede for nylig afprøvningen af sit eget sociale netværk, So.cl (udtales som engelsk »social«).
Yammer har 400 ansatte og hovedkvarter i San Francisco på den amerikanske vestkyst.
Microsoft annoncerede 18. juni sin egen tavlecomputer, Surface, og fremviste to dage senere den opdaterede udgave af sit mobilstyresystem Windows Phone, som kommer til efteråret. Her frigives også nyeste udgave af Windows-styresystemet, Windows 8.