Microsoft får ny dansk topchef

Softwaregiganten henter forsikringsdirektør som landechef i Danmark.

Marianne Dahl Steensen overtager fra 1. juli direktørstolen for Microsoft Danmark. Foto: Microsoft
Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske softwaregigant henter Marianne Dahl Steensen fra Codan Forsikring ind som ny topchef i Danmark.

40-årige Marianne Dahl Steensen afløser 1. juli Niels Solberg, der forlader Microsoft efter 14 år. Han har siddet i direktørstolen i tre år. Niels Soelberg overtog i juli 2012 stolen efter Jørgen Bardenfleth, der havde siddet på posten i otte år. Niels Soelberg kom til Microsoft i 2001.

Marianne Dahl Steensen kommer fra en stilling som privatdirektør i Codan Forsikring, som hun har haft siden 2011, og arbejdede forinden i 2004-2011 hos TDC som forretningsudviklingschef og vicedirektør for TDCs nordiske erhvervsdivision. Tidligere - i 1999-2004 - har hun været forretningsudviklingskonsulent hos Accenture og sidder desuden på flere bestyrelsesposter.

Niels Soelberg vil satse på en bestyrelseskarriere i Danmark og i udlandet, hvilket ifølge Microsoft har været planlagt et stykke tid.

Microsoft Danmark har hovedsæde i Hellerup og beskæftiger omkring 450 medarbejdere, der arbejder med salg og support. Derudover har Microsoft sit internationale udviklingscenter i Vedbæk, nemlig det tidligere Navision, som Microsoft købte af bl.a. brødrene Erik og Preben Damgaard i 2002 for 1,55 milliarder dollars. Her i Microsoft Development Center Copenhagen arbejder omkring 400 efter en nedskæring i november 2014.