Microsoft får grønt lys for salg til Huawei

Den kinesiske mobilgigants største juleønske er dog stadig ikke opfyldt.

Huawei producerer egne bærbare PCer, Matebook, som bruger Microsofts styresystem Windows. Arkivfoto: Josep Lago, AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Josep LAGO

Det er en kærkommen gave, men ikke ønskegaven, som den kinesiske mobilgigant Huawei har fået op til jul.

Microsoft, som er verdens største softwareproducent, har nemlig fået godkendelse af det amerikanske handelsministerium til fortsat at kunne sælge sin software til Huawei, som dermed stadig kan bruge Windows i sine nye, bærbare PCer i Matebook-serien.

Frygt for kinesisk spionage

Efter måneders ventetid kom der onsdag grønt signal fra handelsministeriet, som har omkring 300 ansøgninger liggende fra virksomheder i USA, der ønsker at være undtaget det amerikanske handelsforbud mod at handle med Huawei, der er verdens største leverandør af mobiludstyr og desuden verdens næststørste smartphoneproducent.

Forbuddet nedlagde præsident Donald Trump i maj efter over et års kampagne mod Huawei, som amerikanerne frygter kan misbruges af den kinesiske efterretningstjeneste, som med ny kinesisk lov i hånd kan kræve adgang til Huaweis udstyr og dermed bruge det til fjernaflytning og -spionage.

Trumps forbud var dog ikke totalt. I første omgang blev der indført en midlertidig periode, hvor handelen med Huawei kunne fortsætte, men for en måned siden trådte det i kraft.

Den største og mest synlige stopklods var, at internetgiganten Google dermed fik forbud mod at sælge sin Android-mobilsoftware til Huawei, hvis position som verdens nummer to på smartphonemarkedet netop bygger på Android-telefoner.

Toptelefoner uden Android

Huaweis tre nye toptelefoner, Mate 30, som blev præsenteret 19. september i München i Sydtyskland, er de første uden den fulde Android-software. De har dermed ikke adgang til alle Googles tjenester, som milliarder af mennesker bruger. I stedet er telefonerne udstyret med Huaweis egne funktioner og apps uden mulighed for, at man selv kan installere de manglende Google-apps, fordi der ikke er adgang til Google Play-netbutikken.

Derfor sælges Mate 30 ikke i Europa, hvor Huawei i stedet har relanceret Nova 5T op til den vigtige julehandel. Den er identisk med Honor 20-telefonen fra maj i år og dermed ikke omfattet af det amerikanske forbud.

En tilladelse til Google vil være Huaweis største ønske, men der har ikke hidtil været tegn på, at den vil gå igennem trods en vis bedring i de amerikansk-kinesiske forhandlinger om at få løst den langvarige handelskrig.

Microsoft har bekræftet at have fået »licens til at eksportere massemarkedssoftware til Huawei«.