Microsoft-ejet IT-selskab opruster i Danmark

IT-konsulenterne i det globale konsulenthus Avanade vil nu til fadet i Danmark. Med et mål om 50 ansatte næste år, store vækstmål og Microsoft og Accenture som ejere er selskabet klar til at tage kampen op om erhvervskunderne herhjemme. Vi kan gøre danske selskaber multinationale, siger Avanade-topchef.

Med Microsoft og Accenture i ryggen som ejere rykker IT-konsulenthuset Avanade nu for alvor ind på det danske marked.

Avanade vil befæste Danmark som sit land nummer 21. Det sker i en global satsning på at gøre Microsofts erhvervssoftware Dynamics til den førende løsning for mellemmarkedet blandt virksomheder - baseret på blandt andet det danske selskab Navision.

»Vi har et fokus på at skabe vækst i Danmark nu. Vi skal øge medarbejderstaben markant med op til 50 procent,« siger Avanades øverst ansvarlige for forretningsudvikling, Adam Warby. Vi mødes på niende etage i Ørestaden uden for København. I samme hus som moderselskabet Accenture har til huse sammen med amerikanske Dell og en række andre selskaber. Avanade bor hos Accenture nu, men planen er en selvstændig rolle på det danske marked.

Konkurrent
Avanade er baseret alene på Microsofts erhvervsløsninger – både selve IT-løsningerne på brugerniveau, men også på Microsofts såkaldte infrastruktur. Altså de bagvedliggende systemer. Den kombination skal gøre danske virksomheder i stand til at vokse uden for Danmarks grænser, siger Warby.

Han erkender, at Avanade bliver en konkurrent til Microsoft-partnere som Columbus IT Partners hjemmebane. Columbus IT Partner er dedikeret forhandler af Microsofts erhvervssoftware på globalt plan, men får altså en Microsoft-ejet konkurrent ind i baghaven. Avanade er ejet af Microsoft og Accenture i et samejet joint-venture. Accenture kontrollerer Avanade, men da 10 procent af aktierne ejet af Microsoft betyder, at Avanade har en fremtrædende placering i udviklingsafdelingen i Microsoft, og at de er tæt på beslutningerne, siger Avanade-chefen. De fordele skal komme kunderne til gode, lover Warby.

»Alle taler om vertikaler (konsulenternes betegnelse for brancher som eksempelvis finanssektoren, som man specialiserer sig i, red.) men vi mener, vi kan løse IT-opgaver for virksomheder, der omfatter et komplekst system af arbejdsstationer, lokaliteter og landekontorer,« siger Warby, der dog ser mellemmarkedet som primært fokus.

Microsoft har med ejerskabet af danske Navision og en i dag total adoption af Navision filosofien og en strategi om at være lokal spiller baseret på partnere en meget stærk position i Danmark.

Warby betegner Danmark som et meget vigtigt marked at få erfaringer i. Men han ser en mulighed for, at brede sig ud over de rene branchespecifikke løsninger.

»Vi er det multinationale alternativ til danske virksomheder.«

Finansiel sektor
Avanade er gode til løsninger til den finansielle sektor. 40 procent af selskabets omsætning kommer herfra og Warby håber, at den position kan udbygges herhjemme. Warby har været i Microsofts centrale organisationer dengang Office pakken ikke var en pakke, men en række selvstændige programmer, som en kvik fyr en dag foreslog at smide sammen og sælge dem samlet.

»Det samme vil ske med Microsofts erhvervssoftware,« gætter han uden dog at have konkret viden om det, men han betegner Microsofts strategi om at samle det under en fælles betegnelse Dynamics som den helt rigtige.

Warby er tilfreds med at have Accenture som bagland. Det giver god rygdækning i markedet og Accenture og Avanade lapper kun begrænset over hinanden i markedet, mener han.

Avanade satser primært på CRM systemer, der holder styr på kundeporteføljen i virksomheder.