Microsoft: Det er ikke vor skyld

IT-giganten beskylder mobilproducenterne for at være skyld i, at Windows Phone endnu ikke er blevet opdateret. Først til efteråret - et år efter premieren - kommer softwaren på dansk.

Microsoft-topchef Steve Ballmer taler varmt for Windows Phone-softwaren på verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show, i Las Vegas i USA i januar. Indtil videre har det ikke hjulpet stort på markedsandelene. Arkivfoto: Justin Sullivan, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er telefonproducenternes fejl, at Microsofts styresystem til mobiltelefoner, Windows Phone, endnu ikke kan f.eks. kopiere og flytte tekst rundt.

Det siger IT-giganten selv som forklaring - uden at man vil hænge konkrete mobilproducenter ud.

Chefen for Windows Phone, Joe Belfiore, havde satset på at kunne opdatere programmet tidligt i 2011 for at afhjælpe dette og andre oplagte problemer, men flertallet af de stadig få Windows Phone-brugere har stadig ikke fået opdateret deres telefoner.

Telefonerne fungerede ikke bagefter

Der opstod nemlig problemer med visse telefoner, som efterfølgende ikke fungerede korrekt.

Hvem det er gået ud over, ville han ikke nævne på en softwareudviklerkonference i Las Vegas onsdag, men både Samsung, HTC og LG producerer telefoner med Windows Phone som styresystem.

Joe Belfiore er dog overbevist om, at der ikke vil opstå problemer fremover.

Mangler mange funktioner

Selv om Windows Phone har været på markedet siden efteråret 2010, er det kun lykkedes Microsoft at opnå omkring fire procent af markedet for dyrere mobiltelefoner. Derfor indgik Microsoft og Nokia et tvangsægteskab i februar, hvorefter den finske mobilgigant skrotter sit eget styresystem, Symbian, og fra nytår lægger Windows Phone i alle sine dyrere telefoner. Nokia er ligeledes presset af Apple, HTC og Samsung, som alle har fået fat i solide markedsandele på den del af mobilmarkedet, som giver penge.

Windows Phone er grundlæggende blevet rost men mangler stadig væsentlige funktioner, og først til efteråret - et år efter premieren - kommer softwaren på dansk. I øjeblikket virker en række grundlæggende tjenester stadig ikke på telefoner med Windows Phone, der bruges i Danmark, ligesom der mangler dansk tastatur.