Microsoft: Britisk EU-medlemskab vigtigt for investeringer

Storbritannien bør forblive i EU, skriver softwaregiganten til sine 5.000 ansatte.

Britisk medlemskab af EU er vigtig for Microsoft, som investerer i landet for at kunne tilbyde hele Europa tjenester. Arkivfoto: Iris/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Microsoft er den seneste virksomhed, som melder ud, at det er vigtigt, at briterne forbliver i EU, hvis landet skal forvente yderligere investeringer.

I et brev til de 5.000 ansatte i Storbritannien skriver Microsofts administrerende direktør for den britiske forretning, Michel van der Bel, at det netop er Storbritanniens medlemskab af EU, der har gjort landet til et af »de mest attraktive områder i Europa« at foretage investeringer i.

»Storbritannien bør forblive i EU. At Storbritannien forbliver i EU er et vigtigt grundlag for fortsatte og fremtidige investeringer både fra Microsoft og andre,« skriver Microsoft-topchefen.

Microsoft, som er verdens største softwareleverandør, vil fra i år tilbyde nye, netbaserede tjenester fra sine datacentre i Storbritannien til europæere, men et britisk nej ved afstemningen i juni kan bringe fremtidige investeringer i fare.

Forskningscenter lagt i Cambridge

Microsoft har desuden lagt sit første oversøiske forsknings- og udviklingslaboratorium i universitetsbyen Cambridge på grund af det britiske EU-medlemskab, »fordi vi vidste, at de førende videnskabsfolk i verden, som vi ønskede at tiltrække, ønskede og gerne ville arbejde direkte sammen med andre store forskere fra hele regionen,« som Michel van der Bel skriver.

Microsoft åbnede sit første internationale kontor i Storbritannien i 1982. I dag har Microsoft samarbejder med omkring 25.000 britiske virksomheder.

Det britiske svar på Dansk Industri, Confederation of British Industry, har opfordret sine medlemsvirksomheder til at diskutere EU-afstemningen med de ansatte.