Michael Steen-Knudsen: Forskelligt syn på, hvad der er vigtigt

Dongs afgående IR-chef forklarer farvel til koncernen med kulturforskelle.

Tidligere i dag roste den afgående IR-chef Michael Steen-Knudsen topchef Anders Eldrup og afviste dramatik bag sit farvel til Dong Energy, der står foran en børsnotering.

Til Business.dk afviser han da også dramatik bag den noget overraskende opsigelse. Han vil ikke konkret komme ind på, hvorfor han har valgt at forlade koncernen. Men forklarer alligevel beslutningen med et forskelligt syn på, hvad der er vigtigt.

"Man har forskellige syn på, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. Det kan f.eks. være inde for, hvordan man arbejder, hvordan man udfører ledelse og hvilke værdisæt og normer, man har. Der er nogen ting, jeg lægger mere vægt på, end andre - mere vil jeg ikke uddybe," siger han.

Michael Steen-Knudsen fortæller, at han var vant til en kultur fra Novozymes, som er meget forskellig fra Dong.

"Der er forskel på en virksomhed med professionelle udenlandske aktionærer og en virksomhed, der er delvist kommunalt ejet og ejet af staten. Men det er der ikke noget galt i. De to industrier - lægemiddel og tung industri - er også forskellige," siger Michael Steen-Knudsen, der afviser, at de politiske ejere har blandet sig.

Michael Steen-Knudsen stopper først til april i Dong Energy. Og ifølge ham selv bliver det ikke svært at finde et nyt arbejde. Til Business.dk fortæller han, at han allerede har fået tre jobtilbud efter nyheden om hans farvel til Dong Energy kom ud.

"Et af dem er som IR-chef og to af dem er noget andet. Men jeg har ikke lagt mig fast på noget, så nu må vi se, hvad der sker," siger han.