Michael Pram Rasmussen: Ny direktør skal gentænke Mærsk Gruppen

Bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen siger, at udskiftningen af Nils Smedegaard sker nu, fordi bestyrelsen vil indlede et omfattende strategiarbejde om fremtidens A.P. Møller – Mærsk.

Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Udskillelse af forretningsben til selvstændige, børsnoterede selskaber kan ikke udelukkes: »Alt er i spil,« siger Michael Pram Rasmussen.

»I den forbindelse har vi i god forståelse med Nils Smedegaard, at det var bedst at lade en ny CEO stå i spidsen for dette arbejde. Valget faldt på Søren Skou, fordi han kender virksomheden ud og ind, og har gennemført dramatiske forbedringer i Maersk Line,« siger Pram Rasmussen, og kalder Skou for en plug and play-løsning.

Ifølge Michael Pram Rasmussen melder bestyrelsen beslutningen ud nu, fordi strategi-arbejdet er så omfattende, at koncernen skal kunne trække eksterne rådgivere ind.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke bare kan komme med svarene, men sagen er, at vi vil gentænke hele strukturen i A.P. Møller – Mærsk, og i dette arbejde er alt i spil,« siger Pram Rasmussen.

Han accepterer ikke, at Mærsk er i en vækstkrise.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

»Sagen er, at alle forretningsben vokser, men priserne er for lave. Derfor står toplinjen stille, og det ser ud som om, at vi ikke vokser, men vores markedsandele stiger i alle de underliggende forretningsben,« siger Pram Rasmussen.

Han afviser dermed også, at Smedegaard må forlade jobbet, fordi hans fokus-strategi har fejlet.

»Uden Smedegaards indsats, havde vi ikke haft fem stærke forretningsben. Vores fokus-strategi betyder, at vi nu kan tage næste skridt,« siger han.

Smedegaard får imidlertid ikke chancen for at bringe A.P. Møller – Mærsk videre. Der skulle nye øjne til, og valget er faldet internt på Søren Skou, der er adm. direktør for koncernens største forretningsben Maersk Line, og som tidligere har været direktør for Maersk Tankers.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

»Han er uhyre respekteret internt. Der er stor tillid til ham,« siger Pram Rasmussen.

Det nye strategi-arbejde skal ses i sammenhæng med udnævnelsen af Mærsk-arvingen Robert Uggla som adm. direktør for A.P. Møller Holding, som er ejerselskabet bag A.P. Møller – Mærsk.

Holdingselskabet betyder, at koncernen er blevet langt mere fleksibel, og ejerne kan nu beslutte, om den skal eje et konglomerat med fem stærke forretningsben eller om de fem forretningsben skal udskilles i selvstændige forretninger, eventuelt som selvstændige børsnoterede virksomheden.

Strategi-arbejdet kan også munde ud i opkøb af nye forretningsområder.

»Vi er en virksomhed, der har eksisteret i mere end 100 år, og det er vores pligt som bestyrelse at se på alle muligheder, så vi også har en virksomhed om 100 år,« siger Pram Rasmussen:

»Fokus-strategien har betydet, at vi står finansielt stærkt, og at vi netop har mulighed for at gentænke Mærsk Gruppen.«

Selv om Smedegaard nu forlader A.P. Møller – Mærsk fortsætter han med en mindre tilknytning til koncernen, da han fortsætter som bestyrelsesformand for Dansk Supermarked.