Mette Bock ny programdirektør på DR

Mette Bock bliver ny programdirektør på DR. Den tidligere direktør og chefredaktør på Syddanske Medier overtager stillingen efter Lars Vesterløkke, der blev fyret i oktober.

DRs nye programdirektør Mette Bock Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Mette Bock kommer fra en stilling som prorektor ved Aarhus Universitet. Hun glæder sig til de nye udfordringer:

”Jeg er fantastisk glad for jobbet. At stå med ansvaret for at producere indhold til DRs mange public service kanaler, ser jeg som det mest attraktive job i mediebranchen. Det kunne jeg ganske enkelt ikke sige nej til. DR står overfor en spændende og krævende periode. Jeg glæder mig til at løfte min del af den opgave sammen med den øvrige ledelse, medarbejderne i programproduktionen og i samarbejde med resten af huset,” lyder det i pressemeddelelsen fra DR.

Her udtaler formand for DRs bestyrelse Mogens Munk-Rasmusssen:

”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Mette Bock. Hun har solid ledelseserfaring, et gedigent kendskab til medieverdenen og journalistikken som håndværk og mange års passion for kulturen og musikken. Det er netop den profil, DR har brug for.”

Mette Bock får ansvaret for de 1.700 medarbejdere i programproduktionen. Det inkluderer DRs dramaproduktion, nyhedsproduktionen, de regionale stationer, koncerthuset, alle DRs ensembler, kulturstoffet, programmer for børn og unge, satiren, arkivet og meget mere.

Mette Bock har tidligere været selvstændig konsulent, journalist ved Jyllands-Posten og direktør i Muskelsvindfonden. Hun blev desuden kåret som årets erhvervskvinde i 2006. Hun stod desuden i spidsen for den undersøgelseskommision, der evaluerede Christoffer Guldbrandsens og Nils Giversens omstridte dokumentar-udsendelse ”Den hemmelige Krig”, som blev sendt på DR.

Mette Bock starter i sit nye job 15. januar.