MetroXpress vinder retten til sit navn

Flere års juridiske stridigheder mellem Det Berlingske Officin og MetroXpress er slut. Parterne har nu indgået forlig.

Stridighederne stammer fra 2001, da gratisavisen MetroXpress gjorde sin entre på det danske avismarked.

Det Berlingske Officin har retten til navnet Metro og mente dermed, at MetroXpress krænkede Officinets ret til navnet, som blandt andet er blevet brugt som navn på en avissektion, skriver Børsen.

"Jeg kan bekræfte, at vi har indgået et forlig, der gælder begge sager mellem MetroXpress og Det Berlingske Officin. En del af aftalen er dog, at vi ikke udtaler os om forligets indhold," siger adm. direktør for MetroXpress, Søren Riis.

Den anden sag, Søren Riis henviser til, stammer fra 2002, hvor MetroXpress stævnede gratisavisen Urban - der er en del af Det Berlingske Officin - for 8,2 mio. kroner.

Det skete efter en afgørelse fra Konkurrencerådet om, at officinet havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet til at dumpe annoncepriserne som et modsvar til MetroXpress. MetroXpress hævdede, at det har kostet avisen i alt 8,2 mio. kroner.

Koncernchef i Det Berlingske Officin Lasse Bolander bekræfter, at der er indgået forlig om de to sager, men ønsker heller ikke at kommentere aftalen.