Metroxpress i million-underskud

Med et underskud på mere end 11 mio. dollar, blinker de røde tal i første kvartal endnu kraftigere end sidste år, hvor underskuddet lød på knap fire mio. Særligt det svenske marked trækker ned. Metro International forventer bedre resultater senere på året.

"Første kvartal er et svagt kvartal for Metro International. Og vi taber penge," siger Pelle Törnberg, CEO i Metro International til regnskabet for første kvartal, der netop er offentliggjort.

De røde tal skal særligt forklares med "skuffende performance" på en række nøglemarkeder som Sverige, Spanien, Frankrig og USA. Særligt Sverige er et vigtigt marked med en omsætning på 24 mio. dollar eller omkring 130 mio. kr.

Til sammenligning omsatte resten af Nordeuropa for det samme i første kvartal, mens omsætningen i hele Sydeuropa lå på 32,5 mio. dollar. USA omsatte for 8,6 mio. dollar og "resten af verden" for 9,3 mio. dollar.

Udviklingen på det svenske marked spiller derfor en stor rolle for koncernen. Og her faldt driftsoverskuddet fra plus 3,3 millioner dollar i første kvartal 2006 til et underskud på næsten en million dollar første kvartal i år.

"Vi må derfor skuffet meddele om et samlet tab på 11,5 millioner dollar mod et tab på 3,9 millioner dollar i første kvartal sidste år," siger Pelle Törnberg. Milliontabene sker trods en stigende nettoomsætning på 10 procent.

Bad performance

Det svenske marked har bidraget til de røde tal, fordi koncernen har mistet salgspersonale, og der har været dårlig ledelse, hvilket der allerede er taget fat på.

I Spanien har MetroXpress været presset af faldende priser i Madrid. I Frankrig er det et sløjt reklamemarked, der sætter sine spor. Og i USA klarede avisen sig dårligere end forventet på de lokale markeder.

Men det negative resultat får ikke direktøren til at ryste på hånden. Han forventer bedre resultater senere på året:

"Forøget oplag i Sverige og i Frankrig samt vores satsninger på online vil levere højere resultater senere i 2007, mens disse investeringer trækker resultatet for første kvartal ned sammenlignet med samme periode sidste år," lyder det fra Pelle Törnberg.

Han peger desuden på, at Metro fortsætter med at udvide den globale forretning med nye udgaver i Mexico, Portugal, Sverige, Canada og Brasilien.

God performance

Markeder som Hong Kong, Chile, Portugal og Holland trækker derimod resultatet op, for her er indtjeningen øget betydeligt i første kvartal.

Desuden vil den svenske regering med tilbagevirkende kraft for 2007 sætte skatten på reklameindtægterne for gratisaviser ned fra otte til tre procent, hvilket vil bidrage til mere positive resultater fra Sverige senere på året.

Det danske marked under pres

På det danske marked har MetroXpress mistet over 11 procent af læserne gennem det sidste halve år, ifølge halvårstal fra Gallup. I maj måned - inden danskerne gik på ferie - havde avisen 534.000 læsere ifølge Læserbarometeret fra Gallup.

Desuden har omkostningerne været høje i Danmark på grund af online investeringer og fordi, MetroXpress eftermiddag blev lanceret, men som bekendt måtte lukke kort tid efter.

MetroXpress er den største aviskæde i verden med publikationer i over 100 store byer i 21 lande i Europa, Amerika og Asien. Metroxpress har dagligt over 23 millioner læsere verden over.