Metroteam i retten for at genere naboer med byggestøj

I byretten behandles ni af i alt 103 anmeldte overtrædelser af støjniveauet i forbindelse med metrobyggeriet.

ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

For de fleste der har opholdt sig i København de seneste år, har metrobyggeriet været svært at overse. Og for især byggepladsernes naboer har det også vanskeligt at overhøre - selv om natten.

Tirsdag behandler Københavns Byret den første sag om ni tilfælde af støjgener som følge af metrobyggeriet på Sønder Boulevard på Vesterbro i København.

I retten lyder det fra anklager Eva Volfing, at Copenhagen Metro Team I/S (CMT), som er hovedentreprenør på projektet, er sigtet for i alt 103 overskridelser af det tilladte støjniveau.

Det er ni af de 103 tilfælde, som Københavns Byret behandler tirsdag. Ifølge anklageren er det endnu uklart, om der også vil blive rejst tiltale i de resterende sager.

Det vil ifølge anklageren komme an på, hvordan den aktuelle sag om støjgenerne ender.

- Der er ikke noget praksis på området, så vi kan ikke lægge os op af andre afgørelser i denne sag. På grund af byggeriets store omfang er den her sag den største om overskridelse af det tilladte lydniveau, siger Eva Volfing.

Bliver CMT dømt skyldige i sagen, vil det sandsynligvis ende med en bødestraf. Entreprenørfirmaet nægter sig skyldig.

De ni tilfælde af støjgener fandt ifølge anklageren sted om natten og om aftenen på metrobyggeriet Cityringens byggeplads "Sønder Boulevard" i september 2014.

Der er målt et støjniveau på mellem 10 og 31 decibel over det tilladte niveau, som er 55 om natten og 60 om aftenen.

Ifølge anklageren er det 25 boliger omkring byggepladsen, der berøres af støjen om natten.

De øvrige sager, som der endnu ikke er rejst tiltalte i, stammer både fra Sønder Boulevard-byggepladsen og fra byggepladsen ved Københavns Hovedbanegård. Anmelderen af støjen er i alle tilfælde Københavns Kommune.

Sagen forventes at blive afgjort senere tirsdag, efter at forsvarer og anklager har fremlagt deres bedste argumenter i sagen.

/ritzau/