Metronome: Mikrobetaling rammer også TV-branchen

Krisen kradser i mediernes fødekæde - og nu melder også produktionsselskabet Metronome sig i køen af selskaber, der bakker op om mikrobetaling for journalistisk indhold. Det samme gør Google.

TV-stationer bliver også nødt til at tage mikrobetaling alvorligt. Det mener digital chef i Metronome, Morten Remme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mediebranchen er nødt til at tage betaling for journalistisk indhold på nettet seriøst – for de eksisterende udgaver af forretningsmodellerne for de digitale platforme er langt fra holdbare nok til at kunne understøtte medierne på længere sigt. Og det er ikke kun aviserne, der er ramt – men også produktionsselskaber og TV-stationer.

Sådan lyder vurderingen fra Digital Chef i Metronome, Morten Remmer, der nu melder sig som en af de aktører, der anser mikrobetaling for at være en farbar vej at gå for de dele af mediebranchen, der satser på nettet som indtætgskilde.

Mikrobetaling er ellers en ganske kontroversiel strategi i mediebranchen, og langt fra alle er enige om, at betaling af de ganske små beløb er fremtiden - blandt andet fordi, at ingen hidtil har fået det til at virke uden at skræmme brugerne væk.

Teknologi på plads
Men noget tyder på, at teknologien er ved at være på plads - og blandt andre norske Telenor er på vej med teknologi, hvor brugerne kan betale for en artikel eller andet med et enkelt klik. Forbruget af artikler og andet indhold knyttes til brugerens unikke identitet, den såkaldte IP-adresse, og hæves over telefonregningen.

Fordelen er, man hverken behøver hive Dankortet frem eller at indtaste besværlige brugernavne og kodeord, sådan som det har været hidtil, hvorfor medierne har droppet det.

»Det er nødvendigt at se på en opdatering af de eksisterende forretningsmodeller for at finansiere indhold på nettet. Reklamemediet er under voldsomt pres, og for TV var det allerede et problem inden finanskrisen. Vi hos Metronome er en del af en fødekæde, der sælger indhold - og vi kan mærke, at TV-stationerne er presset på indtjeningen. Og samtidig vil vi i stigende grad se, at selskaber som vores begynder at levere indhold til hjemmesider, hvor mikrobetaling i høj grad er relevant, hvis vi skal kunne tage betaling for vores ting,« siger Morten Remmer, der pointerer, at der findes en række eksempler på, at folk faktisk er villige til at betale for indhold, hvis blot det er nemt nok.

Her er Apples iTunes et godt eksempel på, at mikrobetalinger faktisk virker, fordi Apple har formået at få folk til at betale småbeløb for alskens indhold som programmer, film, spil og musik – uden at skræmme brugerne væk med besværlige login-procedurer og kreditkortbetalinger

Andre løsninger
»Vi er nødt til at erkende, at den dominerende forretningsmodel for journalistisk indhold på nettet er presset af, at man blot har kopieret printmediets måde at lave annoncer på - for eksempel med bannerannoncer. De digitale platforme er ikke blevet udnyttet ordentligt - og de giver ikke annoncørerne nok værdi til, at annoncerne kan betale gildet,« siger Morten Remmer.

Selv om mikrobetaling via telefon- eller internetregningen kan have store perspektiver, arbejdes der også med andre løsninger - og en af de mere lovende aktører er Google, der for tiden arbejder med en mikrobetalingsløsning til de ekstremt pressede amerikanske aviser - en videreudvikling af det nuværende Google Checkout.

Google har udviklet løsningen på opfordring fra Newspaper Association of America (NAA) og afleverede i sidste uge et blueprint til NAA, hvori de blandt andet skriver, at løsningen kan være klar i løbet af et år.

Automatisk login
Tanken er, at Google vil være omdrejningspunkt for netbetalinger - og at brugerne blot skal afgive deres kreditkortoplysninger een gang, hvorefter Google vil sørge for, at brugerne kan betale hos alle de medier, der tilmelder sig. Det kan ske via såkaldte single-sign-on-løsninger, hvor man automatisk logges ind alle steder på nettet, hvis blot man er logget ind et sted - fx på Facebook eller Gmail.

I sit svar til NAA betoner Google blandt andet, at sådanne løsninger er hurtige at udvikle for søgemaskinegiganten, fordi de kan udvikles på baggrund af eksisterende teknologier, som millioner af mennesker allerede i dag benytter - for eksempel Googls berømte adwords-annoncer. Løsningen bliver endvidere ekstremt simpel, skriver Google i sit blueprint.

Google tog allerede i 2004 patent på et betalingssystem til mikrobetaling, men lancerede aldrig produktet.