Metro-varehusene tæt på at lukke i Danmark

Metro Group, der ejer de fem danske Metro Cash & Carry-varehuse, overvejer at standse sine aktiviteter i Danmark. Det har ledelsen orienteret virksomhedens 700 medarbejdere om i dag.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fem store Metro-varehuse i Danmark står over for lukning, idet det danske marked - efter den Düsseldorf-baserede detail- og handelskoncerns opfattelse - er så mættet, at der ikke er mulighed for en tilfredsstillende mulighed for vækst. Det oplyser Metro Group torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Metro ser sig ganske enkelt ikke i stand til med sine kun fem varehuse at opnå stordriftsfordele og en vedvarende rentabel drift.

Dermed er omkring 700 job - fordelt på fem varehuse i København, Glostrup, Kolding, Aarhus og Aalborg - i fare.

»Mens vi begynder at se tendenser til større vækst i vores Cash & Carry-division, så har det desværre ikke været tilfældet i Danmark«, fortæller Olaf Koch, der er formand for direktionen i Metro AG og CEO i Metro Cash & Carry.

»Vi er, som organisation, nødt til hele tiden at til at se på indtjening og vækstmål i de forskellige lande, vi befinder os i, og så fokusere vores indsats i de områder, hvor vi har mulighed for at øge vores markedsandel. I Danmark har vi, trods en ihærdig indsats, desværre ikke kunnet nå vores mål – at skabe en rentabel forretning«.

Den danske afdeling af Metro Cash & Carry har kørt med underskud i adskillige år. Den årlige omsætning i varehusgruppen har ligget på omkring 1,7 milliarder kr., og i løbet af de seneste fem år er det samlede underskud løbet op i cirka en kvart milliard kr.

»Vores medarbejdere har ydet en formidabel indsats, men Danmark er et relativt lille område og et yderst vanskeligt marked for Cash & Carry varehuse«, lyder forklaringen fra Metros adm. direktør i Danmark, Charles Kay.

Som eksempel nævner han, at Metros salg af f.eks. øl, slik, sodavand og andre sukkerholdige produkter gennem årene er faldet drastisk som følge af de høje danske punktafgifter og konkurrencen med grænsehandelen.

»Bliver vi tvunget til at lukke ned i Danmark, hvilket meget tyder på, så vil det naturligvis ske under størst mulig hensyntagen til vore medarbejdere, kunder og leverandører. Men lige nu fortsætter driften som hidtil og eventuelle ændringer vil blive varslet i god tid«, sigerr Charles Kay.

Metros danske ledelse forventer at indlede de lovbestemte forhandlinger med medarbejderne i den nærmeste fremtid. I respekt for medarbejdernes følsomme situation og de forestående forhandlinger, så ønsker Metros ledelse ikke at kommentere sagen yderligere, før forhandlingerne er afsluttet, hvilket forventes at ske i løbet af de kommende uger.