Meta truer med at lukke Facebook og Instagram i Europa

Truslerne er en reaktion på, at EU-Domstolen i 2020 kom frem til, at de nuværende regler er ulovlige.

Facebooks moderselskab Meta overvejer nu at forlade Europa, hvis de ikke længere må udveksle data fra europæiske brugere med USA. CHRIS DELMAS

Facebooks moderselskab Meta overvejer nu at forlade Europa, hvis de ikke længere må udveksle data fra europæiske brugere med USA.

Det fremgår af selskabets årsrapport til US Securities and Exchange Commission, skriver det engelske medie City A.M.

Heri skriver selskabet, at hvis en ny ramme for dataudveksling ikke vedtages, vil det få konsekvenser for europæiske borgere:

»Vi vil ikke være i stand til at tilbyde flere af vores mest markante produkter, inklusiv Facebook og Instagram,« lyder det  i rapporten.

Deling af data mellem lande og regioner er nemlig afgørende for leveringeren af deres tjenester og målrettet annoncering, understreger Meta.

Truslerne er en reaktion på, at EU-Domstolen i 2020 kom frem til, at de nuværende regler er ulovlige.

Den afgørelse kom efter en klage fra den østrigske privatlivsaktivist Maximilian Schrems, der var utilfreds over 'Facebook Ireland', virksomhedens europæiske hovedkvarter.

Schrems havde klaget til den irske databeskyttelsesmyndighed over Facebook Irlands overførsel af personlige data til sit moderselskab i USA. Han spekulerede på, om de var tilstrækkeligt beskyttet i USA.

EU-Domstolen fastslog derfor, at der skal laves nye regler for udlevering af persondata mellem EU og USA.

Men den undersøgelse er i øjeblikket stadig ved at blive udført af den irske datatilsynsmyndighed.

Meta afventer derfor stadig en endelig afgørelse i sagen, der kan komme i første halvdel af i år, skriver de i rapporten.

De hidtidige regler bliver brugt af over 5000 amerikanske selskaber, herunder Google, Microsoft og Apple, og det ventes at få store konsekvenser for dem.