Mere end 50 vejarbejder generer trafikken i København

En ny redegørelse viser, at mellem 50 og 100 gravearbejder i København på daglig basis har direkte indflydelse på trafikken. Det er et stort problem for erhvervslivet.

Foto: Nils Meilvang

Der skal nedlægges nye varmerør. Massevis af veje skal repareres. Og metroarbejdet og flere andre store projekter skaber behov for et omfattende gravearbejde.

Alle, der færdes i København, kan nikke genkendende til billedet af vej- og gravearbejde, der nogle steder skaber trafikpropper ud over det sædvanlige i store dele af dagen.

Nu sætter en ny redegørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen tal på problemerne, og det fremgår, at der på daglig basis er 500 gravearbejder i København. Heraf har mellem 50 og 100 gravearbejder "større eller mindre indflydelse på cyklister, buspassagerer og bilisters tur gennem byen," hedder det i en meddelelse fra forvaltningen.

Redegørelsen fastslår samtidig, at der hver dag bliver konstateret to gravearbejder, der kunne være udført hurtigere. Det svarer til 700 af de 10.000 årlige gravearbejder, der er i København.

Store udfordringer for erhvervslivet

Redegørelsen bliver fremlagt, efter at Berlingske Business ved flere lejligheder har beskrevet erhvervslivets udfordringer ved det omfattende gravearbejde og den manglende fremkommelighed i Hovedstaden.

Berlingske Business kunne bl.a. i sidste måned fortælle, at en del entreprenører indstiller igangværende vejarbejde, fordi de får andre opgaver og omkostningsfrit kan overskride tidsfristerne.

Samtidig viser en undersøgelse fra Berlingske Research blandt 1.373 københavnske virksomheder, at 70 mener, at fremkommeligheden er forværret inden for de seneste fire år. Omkring 40 procent mener, at de trafikale problemer skader deres forretning.

Del af gravearbejdet kan laves hurtigere

Teknik- og miljøborgmester i København, Ayfer Baykal (SF), hæfter sig i en pressemeddelelse ved, at kommunen har afsat 100 mio. kr. til nye lyssignaler og intelligent trafikstyring. Samtidig erkender hun, at "en mindre del af gravearbejderne kunne eksekveres hurtigere."

"Som politikere må vi ikke blande os i de krav, vejmyndigheden stiller til entreprenører og ledningsejere, da vilkårene skal være saglige og rimelig og baseret på konkrete vurderinger. Men jeg har en klar forventning om, at forvaltningen lytter til de politiske signaler om, at en god trafikafvikling er højt prioriteret. Politisk skal vi sende samme klare signal til de kommunale selskaber, der står for mange af gravearbejderne i byen,” siger Ayfer Baykal i pressemeddelelsen.

Den nye redegørelse viser samtidig, at der i omkring halvdelen af de 40 daglige kontroltilsyn er fejl i de opsatte afspærringer, mens der i 5 pct. af tilfældene slet ikke er søgt om gravetilladelser. Det er primært et problem for trafiksikkerheden, men har ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen også i mindre omfang betydning for fremkommeligheden.

Hård dom over udvikling i erhvervsklimaet


Berlingskes rundspørge til de knap 1.400 københavnske virksomheder viste, at 30,9 procent af de københavnske virksomheder mener, at erhvervsklimaet i kommunen er blevet forværret de seneste fire år, mens blot 17,3 procent vurderer, at det er blevet forbedret. De resterende svarer »ved ikke« eller vurderer, at erhvervsklimaet er uændret.

Hver tredje virksomhed i undersøgelsen pegede på utilstrækkelig infrastruktur, dårlig fremkommelighed og for få parkeringspladser som de absolut største kommunalpolitiske udfordringer i forhold til at skabe vækst og vækstarbejdspladser. Derudover scorede utilstrækkelig dialog med erhvervslivet og høje kommunale afgifter højt på listen over de største kommunale udfordringer for erhvervslivet.