Merck har positive resultater med sin vaccine mod ebola

Det amerikanske medicinalselskab Mercks vaccine mod den dødelige virussygdom ebola har vist sig at yde beskyttelse mod sygdommen.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: © Mike Blake / Reuters

Det fremgår af studier med vaccinen, rVSV-Zebov, offentliggjort af det videnskabelige tidsskrift Lancet.

I alt 11.841 mennesker i det vestafrikanske land Guinea deltog i studiet. Heraf fik 5837 vaccinen, og ingen af dem blev smittet med ebola. I gruppen af patienter, der ikke blev vaccineret, blev 23 derimod smittet med virussygdom.

»Sammenligner vi 0 med 23, så tyder det på, at vaccinen er særdeles effektiv. Måske op til 100 procent effektiv,« siger artiklens hovedforfatter, Marie-Paule Kieny, der er assisterende generaldirektør i WHO, til nyhedsbureauet AFP.

Herhjemme arbejder Bavarian Nordic med sin partner Johnson & Johnson også med at udvikle en effektiv vaccine mod ebola.

Virussygdommen blev første gang konstateret i 1976, hvorefter der var sporadiske udbrud i Afrika frem til 2013-2016, hvor sygdommen udviklede sig hastigt i Vestafrika og resulterede i mere end 11.300 dødsfald.

Yderligere sikkerhedsstudier med vaccinen fra Merck er undervejs.